Kongelige8. oktober 2022

Regningerne eksploderer: Dronning Margrethe betaler selv

Kongehuset oplever også, at el- og varmeregningerne eksploderer – og da Amalienborg regnes som en offentlig bygning, må den kongelige familie nøjes med 19 grader inden døre som i alle andre offentlige bygninger
Dronningen må hoppe i en af sine mange kostbare pelse for at holde varmen denne vinter. nbsp;
Dronningen må hoppe i en af sine mange kostbare pelse for at holde varmen denne vinter.
 Foto: Hanne Juul

Danskernes pengepung gør ualmindeligt ondt i disse tider: Inflationen galoperer derudad, og regningerne for el og varme tager en himmelflugt, der kan tage modet fra selv den mest velpolstrede konto.

Og selv om man er kongelig, så slipper man bestemt ikke for denne økonomiske hovedpine. Erhvervsmediet Finans har spurgt kongehuset, om den royale familie er blevet ramt af energikrisen, og her er kongehusets kommunikationsafdeling kommet med følgende skriftlige svar:

– Elregningen for Amalienborg stiger ligesom for alle andre, men hvor stor stigningen bliver, har vi ikke de præcise tal for på nuværende tidspunkt. Kongehuset betaler selv for el og varme i residensboligerne på Amalienborg.

Det er ikke kongehuset, men Slots- og Kulturstyrelsen, der ejer Amalienborg, og derfor gælder retningslinjerne for offentlige bygninger også for de palæer, hvor dronning Margrethe, kronprinsfamilien og prinsesse Benedikte bor.

Mary, Frederik og dronning Margrethe må finde plaiderne frem, for retningslinjerne gør, at temperaturen ikke må overstige 19 grader i deres hjem. 
Mary, Frederik og dronning Margrethe må finde plaiderne frem, for retningslinjerne gør, at temperaturen ikke må overstige 19 grader i deres hjem.
 Foto: Martin Høien

Derfor kan kongehusets ansatte sammen med dronningen, kronprinsparret og deres fire børn samt prinsesse Benedikte se frem til en vintersæson, hvor temperaturen inden døre ikke kommer op over 19 grader.

Og nok har kongehuset ikke fået en varmecheck, men lidt ekstra moneter kommer der til de royale gemakker. Finansforslaget for 2023 indeholder nemlig en klækkelig lønstigning til dronningen.

Af forslaget fremgår det, at apanagen til dronning Margrethe hæves fra 87,8 mio. kr. i år til 91,4. mio. kr. næste år. Det er en stigning på 3,6 mio. kr. – svarende til et løft på 4,1 procent.

Sponsoreret indhold