
Prinsesse Alexia overrasker: Dater hun kendt rapper?

LÆS OGSÅ: Prinsesse Alexia taler ud: Modtager hadefulde kommentarer
Det starter med et mystisk møde mellem to mennesker. Og nu kører rygtebussen for hollandske prinsesse Alexia.
Den 20-årige kongedatter er nemlig blevet set sammen med en meget populær rapper fra hjemlandet.
Det skriver Hello Magazine, som har læst det hollandske ugeblad Privé.
Rapperen Antoon, som har mere end 236.000 følgere på Instagram, var forleden i selskab med den tre år yngre prinsesse i Haag, og det har fået rygterne til at svirre i Holland.
Mødet skal have fundet sted lige efter Hollands parlamentsåbning, hvor prinsesse Alexia deltog med resten af kongefamilien.
Herefter blev hun og rapperen spottet på en terrasse, hvor de nød hinandens selskab - og det har fået flere medier, herunder BILLED-BLADET, til at spekulere i, om de to unge ses på mere end bare venneplan.
- Har prinsesse Alexia fået en kendis-kæreste, skriver BILLED-BLADET blandt andet.
Antoon hedder egentlig Valentijn Antoon Remmert Verkerk, og er altså en populær både rapper, sanger og producer i Holland. Han startede som DJ allerede som 13-årig og fik sit store gennembrud i 2020 med TikTok-hittet "Hyperventilatie". Senere fulgte han op med "Vluchtstrook", som også blev en kæmpe succes.
Mens Antoon arbejder på sin musikkarriere, er prinsesse Alexia optaget af sine studier. Sidste år begyndte hun på University College London, hvor hun først studerede Science and Engineering for Social Change. Efter nogle måneder skiftede hun dog til en bachelor som civilingeniør med specialisering i infrastruktur og drift.

Prinsesse Alexia er den næstældste datter af kong Willem-Alexander og dronning Máxima af Holland. Hun har to søstre: Kronprinsesse Catharina-Amalia på 21 år og prinsesse Ariane på 18 år.
