Kongelige16. august 2023

Odense Kommune har besluttet sig: Disse unge kan komme med til prinsens fødselsdag

Vil man gerne til fest med de kongelige og kommer fra H.C. Andersens hjemstavn, skal man komme fra en af to udvalgte uddannelsessteder
Prins Christian fylder snart 18 år.
Prins Christian fylder snart 18 år.
 Foto: Hanne Juul

LÆS OGSÅ: Nye tider for de royale unger

To personer fra hvert distrikt i landet, som udvælges til at drage mod hovedstaden for at mingle sig med eliten.

Det kan, som Go’ Morgen P3 for nylig gjorde opmærksom på, lyde som plottet fra ”Hunger Games”, men det er slet og ret Danmark anno 2023.

For prins Christian bliver snart myndig, og det skal fejres med en brag af en fest ved et gallataffel på Christiansborg Slot.

Her er omkring 200 18-årige fra hele landet inviteret, da hver kommune skal udvælge to unge mennesker, der skal med til fødselsdagsfejringen.

SE og HØR har tidligere afdækket, at Danmarks befolkningsfattigste kommune, Læsø, lader de unge, der er villige til at møde op i øens folkedragt, komme forrest i køen.

Og nu melder en af de største kommuner i Danmark også ud, hvordan dets unge mennesker kan få chancen for at komme med til kongelig fødselsdag.

Det er Odense Kommune, der til SE og HØR oplyser, at man efter nøje overvejelser er kommet frem til, hvem der kan komme med til Christiansborg Slot.

– I Odense Kommune har vi valgt at sige, at enhver ung på 18 år kunne repræsentere Odense Kommune.

– Vi har bedt Odense Katedralskole udpege en 18-årig gymnasieelev, og vi har bedt Kold College udpege en 18-årig elev fra en af deres erhvervsuddannelser.

Kongehuset har bedt kommunerne finde én pige og én dreng, der skal afsted. Hvilke uddannelsessteder, der skal sende en pige, og hvem der skal sende en dreng, skriver Odense Kommune ikke noget om.

Til gengæld lover kommunen at tage sig godt af de udvalgte, som nok skal blive forberedt til festen med en samtale.

– I Odense Kommune sørger vi for, at de to unge klædes godt på til opgaven forud for Gallataflet, så de sammen kan tage af sted på vegne af Odense Kommune og få en rigtig god oplevelse.

Til festen vil også repræsentanter fra et udvalg af landets ungdomsorganisationer samt unge, som har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden, inviteres.

Sponsoreret indhold