Kongelige10. august 2023

Folkedragt giver forlomme: Læsø skal sende to ud af 15 18-årige til prins Christians fødselsdag

Danmarks klart folkefattigste kommune har tænkt ud af boksen, når de skal vælge hvem fra kommunen, som den kommende konge skal have med til sin fødselsdagsfest
Billeder i anledning af prins Christians kommende 18-års-fødselsdag
Prins Christian fylder 18 år den 15. oktober. Her vil to 18-årige fra hver kommune få chancen for at komme med til festen. På Læsø Kommune er der blot 15 18-årige, hvilket giver gode muligheder for de unge mennesker til at komme med til den kongelige fejring.
 Foto: Franne Voigt

– Nu skal vi se, hvor mange der har lyst til at repræsentere Læsø. Det kan være, der kun bliver to.

Således lyder ordene fra borgmester i Læsø Kommune Tobias Birch Johansen, da SE og HØR spørger ind til, hvordan Læsø kommune vil udvælge, hvem der skal inviteres med til prins Christians 18-års fødselsdag.

Den 15. oktober bliver prinsen myndig, og det har kongehuset valgt at fejre ved blandt andet at lade hver kommune i Danmark invitere to 18-årige til Gallataffel på Christiansborg Slot.

Læsø Kommune tæller blot 1792 borgere. Af dem er kun 15 personer per 1. juni 18 år ifølge Danmarks Statistik.

For at udvælgelsesprocessen skal gå lidt lettere for Tobias Birch Johansen og resten af kommunalbestyrelsen, har man valgt at give en forlomme til de 18-årige, der er villige til at trække i øens stolte klæder.

– Hvis man har lyst til at trække i vores folkedragt, kommer man forrest i køen. Vi sender nok invitationen ud i morgen, og så må vi se, hvem der har lyst, lyder det fra borgmesteren.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-08-10/dsc07616.jpg
Den traditionelle Læsødragt blev ifølge sagnet skænket til øens kvinder af Margrete den Første.
 Foto: Læsø Museum

Af de 15 18-årige er der ti kvinder og fem mænd. Ifølge borgmesteren skal der udvælges en af hver køn, og dermed er der altså 20 procent chance som mand for at komme med til det royale taffelværk.

Tobias Birch Johansen oplyser, at mange unge vælger at flytte fra øen efter niende klasse, men stadig ser sig selv som Læsøbo. De vil dog ikke modtage en invitation, da man skal være bosat på øen for at komme i betragtning til at repræsentere Danmarks mindste kommune målt på befolkning.

Sagnet om Læsødragten

Det fortælles, at det var dronning Margrete den Første, der gav læsøkvinderne ret til at bære denne dragt, fordi hun af læsøboerne var blevet reddet efter en stranding. Læsøkvinderne værner stadig om denne dragt som over en skat fra fortiden. Men med modens skiften har den dragt, som den for længst afdøde dronning skænkede Læsø, naturligvis ændret udseende.

SE og HØR har været i kontakt med Læsø Museum, der dog oplyser, at det sagn ikke kan bekræftes af nogle skriftlige kilder, og at man derfor skal tage det med et gran Læsø salt.

Kilde: Visit Læsø

Skulle det ske at flere end to personer er friske på at hoppe i Læsødragten, vil man i kommunen i første omgang vurdere, hvem man mener, repræsenterer øen bedst.

Dog er der god chance for, at man ender med at trække lod, hvis bejlerne skulle tælle mere end to personer, fortæller Tobias Birch Johansen.

– Men man skal have lyst. Vi kommer ikke til at tvinge nogen til at tage til fest.

Nepotisme skal man ikke være bange for opstår, for borgmesteren på Læsø har kun børn i alderen otte, ni og ti år.

– Og kommunaldirektørens børn er over 18 år, så det skal man ikke være bange for, siger Tobias Birch Johansen.

Udover de cirka 200 unge personer vil også repræsentanter fra et udvalg af landet ungdomsorganisationer samt unge, som har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden inviteres til det store brag af en fest 15. oktober.

Sponsoreret indhold