Mary er træt af at være modeikon: Det er frustrerende
Det er ikke kun i Danmark, kronprinsessens 50-års fødselsdag fejres.
I anledning af Marys runde fødselsdag har hun ladet sig interviewe af Financial Times, hvor hun blandt andet fortæller om sin rejse fra Australien til Danmark.
Her fortæller hun, at da hun kom "i lære" som prinsesse, gik det hurtigt op for hende, at barren var sat højt:
– Fra start af stod det klart, at der var forventninger om, hvad du havde på, og hvordan du klædte dig passende til et event, forklarer Mary til mediet om, hvordan hun lærte at klæde sig som en kronprinsesse.
Artiklen fortsætter under billedet
– Det var meget intimiderende. Jeg var en T-shirts-og-shorts-pige, som var kendt for at gå med bare tæer, genkalder australskfødte Mary.
Kronprinsesse Mary, der på lørdag fylder 50 år, bliver gang på gang kåret som en af verdens bedst klædte kvinder – blandt andet blev moderen til fire i 2016 kåret som en af verdens bedst klædte personer af magasinet Vanity Fair.
Artiklen fortsætter under billedet

Mary fylder på lørdag 50 år. Foto: Hanne Juul
Over for Financial Times indrømmer Mary dog, at status som modeikon ikke er så glamourøs, som den lyder:
– Til tider kan det være frustrerende, at det, du har på, kan overskygge den sag, det handler om, erkender Mary.
– Men jeg fornemmer og håber, at fokus er ved at skifte, at der er mindre fokus på det ydre, end der før har været, slår hun fast.