Kongelige5. marts 2024

Kræver åbenhed om kongehuset: Der er tale om Danmarks rigeste mennesker

Flere partier kræver mere åbenhed omkring kongehusets økonomiske gøren og laden
OPGAVE:  Proklamation af H.M. Kong Frederik 10. sammen med H.M. Dronning Mary og statsminister Mette FrederiksenSTED: Christianborg slotJOURNALIST: Marianne Singer, Jan Körner, Ulrik UlriksenFOTOGRAF: Hanne JuulDATO: 20240114
Flere partier kræver åbenhed omkring kongehusets økonomi.
 Foto: Hanne Juul

Siden kong Frederik i januar overtog tronen for sin mor, har Civilisteloven, som er en særlig lov, der blandt andet bestemmer apanagen, været til forhandling i regeringen.

Det er også civilisteloven, der afgør, hvor stort et indblik offentligheden kan få i de kongeliges forbrug. Det har ikke været til forhandling, siden dronning Margrethe i 1972 blev regent.

Og netop transparens omkring kongehusets økonomi, mener flere partier, "bør følge med tiden". Det skriver Politiken.

Radikale Ventres finansordfører, Samira Nawa, har af den årsag bedt regeringen om en redegørelse for mængden af åbenhed i forhold til andre kongehuse i Europa.

Mens folketingsmedlemmet for Enhedslisten Rosa Lund foreslår, at kongehuset bør være omfattet offentlighedsloven.

- Der er tale om nogle af Danmarks mest privilegerede og rigeste mennesker, som er født – ikke valgt – til magten. Det mindste, vi kan gøre, er da at få indsigt i, hvad de går og laver, og hvordan de forvalter statens penge, siger Rosa Lund til Politiken.

Samtidig ønsker SF's gruppeformand, Karina Lorentzen, et større indblik i kongehusets klimaaftryk. Kongeparret har ad flere omgange turneret med ønsket om at fremme den grønne omstilling.

Men så sent som i efteråret blev den daværende kronprins anklaget for klimahykleri, da han blev fløjet til en klimakonference i Aalborg - i stedet for at tage turen i sin kronebil, der kørte hele vejen til den nordjyske storby uden ham som passager.

Derfor mener Karina Lorentzen, at kongehuset bør fremlægge en klimastrategi, der skal sørge for en sammenhæng mellem ord og handling.

Sponsoreret indhold