
Kong Charles deler nyt om sin kræftsygdom: Sker næste år

LÆS OGSÅ: I aften bryder kong Charles tavsheden
Der vil blive skruet ned for kong Charles' kræftbehandling i det nye år, hvilket til dels skyldes, at kræftsygdommen blev opdaget på et tidligt stadie, og at behandlingen har været effektiv.
Det siger den britiske konge i en tv-tale fredag aften.
- Takket være min tidlige diagnose, effektiv indgriben og overholdelse af lægernes anvisninger kan min egen kræftbehandling reduceres i det nye år, siger kong Charles.
Det britiske kongehus oplyste i februar 2024, at kong Charles var blevet diagnosticeret med kræft.
Kongens tale bliver holdt i anledning af velgørenhedsshowet "Stand up to Cancer", som bliver sendt på den britiske tv-station Channel 4.

Det er aldrig kommet frem, hvilken type kræft kong Charles er ramt af.
Sygdommen blev opdaget i forbindelse med behandling af forstørret prostata. Men der er ikke tale om prostatakræft, oplyste kongehuset i 2024.
- Denne milepæl er både en personlig velsignelse og et vidnesbyrd om de bemærkelsesværdige fremskridt, der er sket inden for kræftbehandling i de seneste år.
- Et vidnesbyrd, som jeg håber kan opmuntre de 50 procent af os, der vil blive diagnosticeret med sygdommen på et tidspunkt i vores liv, siger kong Charles.
I talen understreger han vigtigheden af, at briterne tager imod de tilbud om kræftscreeninger, som det britiske sundhedsvæsen giver.
For en tidlig diagnose kan være afgørende for, hvordan kræften udvikler sig.
- Jeg ved også, hvilken forskel det har gjort i mit eget tilfælde, ved at jeg har kunnet fortsætte med at leve et fuldt og aktivt liv, selv mens jeg har været i behandling, siger kong Charles.
Ifølge det britiske sundhedsvæsen har mindst ni millioner briter ikke fået foretaget de kræftscreeninger, som de har adgang til.
En talsperson for det britiske kongehus uddyber ifølge avisen The Guardian, at kong Charles "har reageret utroligt godt på behandlingen, og hans læger anbefaler, at den videre behandling bevæger sig ind i en præventiv fase".
