Kongelige13. februar 2018

Joachim og familien har forladt Fredensborg Slot igen

Prins Joachim er netop ankommet sammen med sin familie til Fredensborg Slot, hvor prins Henrik tilbringer sin sidste tid
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/wen_4661.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Den kongelige familie kører lige nu i pendulfart mellem Fredensborg Slot og København.

Næsten i samme øjeblik, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary forlod Fredensborg Slot, som de var ankommet til kort før klokken 15.00, ankom prins Joachim og prinsesse Marie sammen med prins Nicolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena.

Prins Joachim og familien forlod Fredensborg slot igen omkring klokken 17.00.

Det kom tidligere i dag frem, at prins Henrik var blevet flyttet fra Rigshospitalet i København til Fredensborg Slot i Nordsjælland. Her skal han tilbringe sin sidste tid.

Ved hans side er selvfølgelig dronning Margrethe.

https://imgix.seoghoer.dk/wen_4663.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Prins Joachim ankommer sammen med sin familie til Fredensborg Slot. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Fredensborg Slot, der blev bygget som jagtslot for Frederik 4. i 1800-tallet, ligger i et naturskønt område, og det er her, at prins Henrik har tilbragt meget af sin tid, efter at det sidste år kom frem, at han var blevet diagnosticeret med demens.

I august sidste år - efter endnu et sygehusophold som følge af smerter i sit ben - valgte prins Henrik at komme til hægterne på Fredensborg Slot, der ligger ved Esrum Sø i Nordsjælland.

Med andre ord føler den 83-årige prins sig hjemme både på og omkring slottet.

Det fortæller kongehusets kommunikationschef også til BILLED-BLADET:

- Prinsen er for et øjeblik siden kommet hjem til Fredensborg Slot. Her kan prinsen være omgivet af familien og opholde sig i rammer, der betyder noget for ham, siger Lene Balleby til BILLED-BLADET.

Prins Henrik blev indlagt den 28. januar

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet 28. januar, efter at han blev syg under en ferie til Egypten. Siden kom det frem, at han har fået konstateret en godartet tumor i den venstre lunge. Det er også kommet frem, at prinsgemalen har været under behandling for en lungeinfektion.

Fredag valgte kronprins Frederik at afbryde sin rejse til Sydkorea i forbindelse med OL – dette skete, da det kom frem, at 83-årige prins Henriks tilstand var blevet ”alvorligt forværret”. Kronprinsen hastede derfor hjem for at være ved sin fars side.

Også resten af kongefamilien har i løbet af weekenden besøgt prins Henrik på Rigshospitalet. Både dronningen, prins Joachim og kronprins Frederik samt Marie og Mary og børnebørnene har på skift været forbi prins Henriks sygeseng.

Nu er prins Henrik dog vendt hjem. Kongehuset udsendte tirsdag eftermiddag følgende pressemeddelelse:

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er i dag blevet overført fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, hvor Prinsen ønsker at opholde sig i sin sidste tid. Prinsens tilstand forbliver alvorlig.

Sponsoreret indhold