Kongelige27. november 2017

Harry og Meghan forlovet: Her skal de bo

Nu hvor Meghan Markle og prins Harry er blevet forlovet, flytter de ind i Nottingham Cottage, der er en del af Kensington Palace
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/prinsharry.jpg
 Foto: All Over

Prins Harry og Meghan Markle kan efter deres forlovelse nu flytte sammen.

Og det kommer de til at gøre i Nottingham Cottage, der er en del af Kensington Palace.

Det lille hus, der ligger bag slottet, har to soveværelser, et par modtagerum og en lille have, så det er det perfekte hjem til en nystartet familie.

Tidligere har prins Philips privatsekretær boet i huset, ligesom prinsesse Dianas søster, Lady Jane Fellowes, har boet der med sin mand.

Prins William og hans hustru Kate boede også i det lille hus, før de flyttede til deres store lejlighed inde på selve slottet. Da storebror flyttede ud, flyttede prins Harry ind, og han har siden 2013 boet i huset.

Ifølge DailyMail, så var noget af det første han gjorde, da han flyttede ind, at sætte en hængekøje op i haven. Og mon ikke også, at Meghan Markle får lov til at sætte sit præg på huset, når hun flytter ind.

Harry og Meghan har dannet par siden sidste sommer

Prins Harry og "Suits"-stjernen har dannet par siden juni 2016, men det var først i september i år, at skuespilleren satte ord på sin royale forbindelse.

- Vi er et par. Vi er forelskede. Og jeg er sikker på, at der kommer et tidspunkt, hvor vi bliver nødt at stå frem, præsentere os selv som par og fortælle historier, men jeg håber, at folk vil forstå, at det her er vores tid. Det er for os, fortæller Meghan i et interview med Vanity Fair og fortsatte:

- Det er det, der gør det så specielt. At det bare er vores historie. Men vi er glade. Personligt elsker jeg en god kærlighedshistorie.

At date en prins har blandt andet betydet for Meghan, at hun har skulle vænne sig til endnu mere opmærksomhed, end hun har været vant til tidligere.

- Det har sine udfordringer, og det kommer i bølger. Nogle dage kan føles mere uoverskuelige end andre. Og det var overraskende så hurtigt, at det ændrede sig. Men jeg har stadig mit sikkerhedsnet, og, selvfølgelig, min kærestes støtte, fortalte Meghan også i interviewet.

Tidligere i dag kom det så frem, at parret, efter mange måneders rygter, var blevet forlovet.

Du kan se billeder af Meghan Markle og prins Harry i galleriet herunder

Prins Harry og Meghan Markle til vennepars bryllup i begyndelsen af marts 2017

Sponsoreret indhold