Grev Ingolf jubler: Godset er solgt

Siden 1967 har grev Ingolf boet i Egeland gods nord for Kolding – først med sin første hustru Inge Terney og siden med fru Sussie.
I efteråret annoncerede parret, at godset var blevet for stort, og at det skulle sælges, så snart parret var på plads i deres nybyggede hus i ”baghaven”.
Til BILLED-BLADET fortæller grevinde Sussie af Rosenborg nu, at det historiske gods nu er solgt.
- Det blev solgt i januar, men er først til disposition for køber den 1. april. Så der er stadig god tid. Men vi mangler kun lidt oprydning, siger hun til ugebladet.
Parret har ifølge Sussie solgt godset til en sød familie, som hun og Ingolf nu glæder sig til at få som naboer.

Ingolf og Sussie flyttede i december ind i deres nye moderne hus kaldet ”Det hvide palæ”, der ligger på en udstykket grund tæt på godset.
Nok er parret gået ned i størrelse, men der er stadig rigelig plads at boltre sig på i ”Det hvide palæ”, der altså er på 400 kvadratmeter.
Egeland Gods er 598 kvadratmeter stort, og det har betydet, at greveparret har måttet rydde gevaldigt ud i deres inventar.
39 genstande med kongelig historie ryger dermed under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen.