Kongefamiliens arvesølv under hammeren: Grev Ingolf kan tjene en formue

Er du ærgerlig over, at du ikke nåede at slå til, da Caroline Fleming sidste år bortauktionerede det historiske inventar fra Valdemars Slot?
Så har du nu igen muligheden for at få fingrene i ikke bare adelige artefakter, men decideret kongeligt arvegods med en fortid på Amalienborg.
Det er grev Ingolf og hans hustru Sussie af Rosenborg, der sælger ud, efter de er flottet i nyt hus. Under flytningen har de grovsorteret i de adelige gemakker og fundet 39 genstande, som nu skal videre til nye ejere.
- Alle effekter har vi glædet os over i mange år, men desværre er der ikke plads til det hele i vores nye hjem, forklarer parret til BILLED-BLADET.
De fleste af genstandende har tilhørt og er nedarvet gennem hele fem generationer fra kong Christian IX og dronning Louise, kong Frederik VIII og Dronning Lovisa samt kong Christian X og dronning Alexandrine.
Grev Ingolfs forældre, arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde arvede dem fra ovenstående, og til sidst er de gået i arv til grev Ingolf, som nu har sat de kongelige kostbarheder til salg.
Det er blandt andet et spejl med en ramme af forgyldt træ, der ryger under hammeren.

Hvis du har i omegnen af 40.000 kr., du ikke ved, hvad du skal bruge til, kan du eventuelt bruge dem på 12 skinnende dækketallerkener af sølv med kronet monogram.

Skulle du være typen, der ikke går af vejen for et slag billard, vil dronning Alexandrines antikke billardbord måske være noget for dig.

Et af de helt store højdespringere på prisskalaen er Anton Melbyes "Det franske skruelinieskib Napoleon paa Rheden af Beikos i Bospherus" fra 1856.

Det er blot et lille udsnit af de 39 genstande, der den 6. marts ryger under hammeren hos Bruun Rasmussens auktionshus.
Bliver de royale artefakter solgt til højeste vurderingspris, kan greven gå fra auktionen med 648.000 kroner mere på lommen.
Du kan se resten af samlingen her.