Frederik kan få mors penge og Margrethe kan få særlov

De er begge godt betalt i deres nuværende embede, men spørgsmålet om apanage lurer hos dronning Margrethe og kronprins Frederik.
For når tronen skifter hænder for første gang i 52 år i Danmark, skal det også besluttes, hvad kong Frederik og dronning Margrethe skal modtage af beløb fra skatteyderne.
Lige nu får Margrethe 7.595.369 kroner om måneden i såkaldt statsydelse, hvilket løber op på den gode side af 91 millioner kroner om året.
Statsydelse betyder, at pengene udover at ende i dronningens egen lomme også dækker omkostninger til personale, drift, administration, it, ejendomme og sikkerhed.
Kronprinsen får derimod årpenge, hvilket ikke skal dække nogen drift. Han modtager 1.869.573 millioner kroner om måneden eller 22,4 millioner kroner om året.
Ifølge professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage, som DR har snakket med, er det sandsynligt, at kronprinsen overtager sin mors apanage i 2024.
– Der ligger et budget for kongehuset for 2024, som er afsat på finansloven. De penge vil som udgangspunkt overgå til kongeparret, siger han.
Er man bekymret for, om dronningen derfor mister al sin indtjening, kan man tage det helt roligt.
Professoren vurderer, det er sandsynligt, man går med den samme model, som Margrethes mor, dronning Ingrid, fik, da kong Frederik den 9. døde.
Da hun blev enke, blev hendes udgifter fastlagt ved en særlov.
Da prins Christian fyldte 18 år i oktober, lød det desuden fra Kongehuset, at den nu myndige prins ikke vil modtage apanage før han fyldte 21 år.
Men med dronning Margrethes abdikation vurderer kongehusekspert Jakob Steen Olsen, at den situation ændrer sig.