Kongelige9. maj 2023

For første gang siden operationen: Margrethe tilbage i arbejdstøjet

Dronning Margrethe deltog i dag i det første officielle arrangement siden sin omfattende rygoperation i februar
Dronning Margrethe er tilbage i arbejdstøjet efter sin store rygoperation.
Dronning Margrethe er tilbage i arbejdstøjet efter sin store rygoperation.
 Foto: Jesper Sunesen

Dronning Margrethe overværer tirsdag Håndværkerforeningen Københavns medaljeoverrækkelse.

Det er det første officielle arrangement, dronningen deltager i siden sin rygoperation i februar, og i følge BILLED-BLADET foregik det i fin stil, men dog med hjælp fra en stok.

Majestæten virkede fit for fight fra hun trådte ud af bilen, vandrede ned ad den røde løber og besteg trapperne op til rådhushallen.

Dronning Margrethe er tilbage på arbejde.
Dronning Margrethe er tilbage på arbejde.
 Foto: Jesper Sunesen

I perioden efter operationen har kronprins Frederik varetaget flere af dronningens officielle opgaver. Han har eksempelvis uddelt Dronningens Ur til en udvalgt garder og forestået en ministeroverdragelse.

Den 16. april genoptog dronning Margrethe officielt sine funktioner som regent efter rygoperationen.

Håndværkerforeningens medaljeoverrækkelse er en begivenhed, der har til formål at hylde årets nyuddannede håndværkere.

Bevæbnet med stok begyndte opstigningen til Københavns Rådhus.
Bevæbnet med stok begyndte opstigningen til Københavns Rådhus.
 Foto: Jesper Sunesen

Her uddeles medaljer til nyudlærte håndværkssvende, som har udmærket sig ved deres svendeprøve.

Arrangementet foregår på Københavns Rådhus.

Der uddeles medaljer til i alt 79 håndværkere fra 20 forskellige fag. Derudover uddeles legater for over 1,1 million kroner, herunder to rejselegater på 100.000 kroner fra A.P. Møller Fonden.

Det oplyser Håndværkerforeningen København på sin hjemmeside.

Selv om det er det første officielle arrangement, dronningen har deltaget i, har hun vist sig offentligt flere gange siden sin rygoperation.

Blandt andet ved et fakkeloptog den 12. april i Fredensborg, da dronningen ankom til Fredensborg Slot, og fire dage senere på balkonen på Amalienborg i forbindelse med sin 83-års fødselsdag.

Lørdag blev kong Charles kronet i Storbritannien. Her var dronning Margrethe ikke til stede.

I stedet deltog kronprinseparret på vegne af det danske kongehus.

Sponsoreret indhold