Kongelige24. januar 2024

Durek Verrett forklarer kontroversiel kontrakt: – Det er for min egen sikkerhed

Kunderne hos prinsesse Märtha Louises forlovede skal blandt andet underskrive en helbredserklæring, hvor man samtykker til fysisk berøring af ens kønsdele
Prinsesse Märtha Louises forlovede, Shaman Durek Verrett, har fået kritik for sin behandlingsform. Nu forklarer han dog den kontroversielle kontrakt, som kunder skal underskrive inden en behandling.
Prinsesse Märtha Louises forlovede, Shaman Durek Verrett, har fået kritik for sin behandlingsform. Nu forklarer han dog den kontroversielle kontrakt, som kunder skal underskrive inden en behandling.
 Foto: Lise Åserud/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett afslører bryllupsdato

Prinsesse Märtha Louise har ikke haft det let i Norge, efter hun stod frem og fortalte, at hun var blevet kærester med shamanen Durek Verrett.

Det har heller ikke været en dans på roser for Durek Verrett, efter han faldt pladask for den norske prinsesse, som i 2022 valgte at frasige sig alle kongelige pligter og opgaver.

På det seneste har det dog været Durek Verretts behandlinger som har fået negativ opmærksomhed.

En privatbehandling hos shamanen skulle koste knap 2000 dollars – eller lidt under 14.000 kroner – og her skal kunderne underskrive en fortrolighedsaftale og helbredserklæring.

Nu har norske Børsen taget en snak med Verrett om kontrakten, hvor særligt sidstnævnte har fået negativ opmærksomhed.

I helbredserklæringen accepterer man blandt andet følgende.

– Du accepterer udtrykkeligt alle behandlinger, metoder og teknikker som Shaman Durek skal udføre i din session, bestemt af ham.

– Dette inkluderer, men er ikke begrænset til fysisk berøring, energisk helbredelse, frigørelse af giftstoffer (hvilket kan forårsage en fysisk reaktion som gråd, opkast, gaben, grin, hoste, skrig osv.), energisk input eller fysisk berøring af kønsdele eller elektrisk stødbehandling i rygsøjlen.

Det er særligt delen med ”fysisk berøring af kønsdele”, som har vakt opsigt.

Til Børsen forklarer Durek Verrett, at han aldrig rører ved folks kønsdele, men at han i nogle sessioner arbejder i lyskeområdet, og derfor er punktet skrevet ind for hans egen sikkerheds skyld.

Durek Verrett siger også, at han mange gange har talt med sin advokat om at fjerne den del i helbredserklæringen, da det lyder helt skørt.

Shamanen skulle heller ikke have haft fysiske sessioner med kunder i fem år på grund af ”ubehagelige oplevelser”.

– Jeg har haft folk, som har prøvet at slå mig i ansigtet. Der har været folk, som har taget deres tøj af og nærmet mig. I USA må jeg være sikker på, at jeg ikke arbejder med galninge, som prøver at stjæle penge eller true mig.

Fortrolighedserklæringen er ligesom helbredserklæringen også for at beskytte Durek Verrett.

I USA – hvor han og prinsesse Märtha Louise bor – er det ifølge ham nemlig normalt for en offentlig person at have en fortrolighedserklæring.

Shaman Durek Verrett, som blandt andet har haft Gwyneth Paltrow på klientlisten, siger også til Børsen, at han også har en fortrolighedsaftale den anden vej, da han siger, at han har klienter fra øverste, øverste hylde.

Sponsoreret indhold