
Dronning Margrethes helbred vakler: Her var det lige ved at gå galt
LÆS OGSÅ: Mere end bare forkølelse
Dronning Margrethe har i årevis nægtet at lade sig bremse af smerter og alderdom, men på det seneste er det blevet stadig sværere at skjule, at tiden sætter sine spor.
Den 85-årige monark har ved flere lejligheder vist tegn på, at hun ikke længere er så sikkert gående som før – og at pligterne i stigende grad må tilpasses et aldrende helbred.
Så sent som 15. april 2025 blev det synligt for hele nationen, da dronningen var tæt på at falde, mens hun med stok i hånden forsøgte at forcere trappen til Det Kongelige Teater.
Anledningen var prinsesse Isabellas kommende 18-års fødselsdag, og stemningen var ellers festlig, men Margrethes vaklen affødte et gisp blandt de fremmødte.

Heldigvis reagerede en livvagt hurtigt og forhindrede et grimt styrt – men hændelsen lagde ikke skjul på, hvor skrøbelig dronningen er blevet.
Allerede dagen efter, den 16. april, blev det tydeligt, at familien nu tager ekstra hensyn.
Ved en ceremoni på Fredensborg Slot stod kronprins Christian klar med en hjælpende hånd, da dronningen skulle ned ad trappen. En stol var også på forhånd gjort klar, så hun kunne sidde under store dele af arrangementet.
Det er ikke usædvanligt længere – det er blevet nødvendigt at sikre, at Dronningen ikke overanstrenges.

For siden et fald i september 2024 har Margrethe kæmpet med følgerne.
Det alvorlige fald på Fredensborg Slot resulterede i en brækket hånd og en skade på nakkehvirvlerne.
Hun måtte bære både gips og halskrave i månedsvis og var midlertidigt sygemeldt. Siden da har hun sjældent været offentligt uden stok – og har tydeligt bevæget sig langsommere.
Helbredet har i det hele taget været en tilbagevendende udfordring for den danske dronning. Hun har gennem årene været igennem adskillige operationer – både i knæ, ryg, øjne og underliv.
Slidgigten har været en tro følgesvend siden 1990’erne og krævet flere kirurgiske indgreb, ligesom spinalstenose i ryggen har medført to operationer og omfattende genoptræning.
Selv under en tale i november 2024 viste hun tegn på svækkelse.

Margrethes ukuelige vilje til at passe sine pligter står i kontrast til de fysiske udfordringer, hun nu tydeligt kæmper med.
Hendes kalender er dog fortsat fyldt, men opgaverne justeres nok løbende, og det er ikke længere givet, at hun gennemfører alt som planlagt.
