Kongelige20. marts 2024 (opd. 20. marts 2024)

Donald Trump truer prins Harry: Kan blive smidt ud af USA

Donald Trump advarer prins Harry om mulige konsekvenser for påstået løgn i visumansøgning. I et nyt interview antyder Trump, at prinsens indrømmelse af stofindtag i selvbiografien "Spare" kan få alvorlige følger, hvis Trump vinder det næste præsidentvalg
Prins Harry og Meghan risikerer nu at skulle finde et andet land at bo i.
Prins Harry og Meghan risikerer nu at skulle finde et andet land at bo i.
 Foto: Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Er blevet slettet af Buckingham Palace

Den amerikanske ekspræsident Donald Trump siger, at hvis den britiske prins Harry har løjet om sit indtag af stoffer i sin visumansøgning til USA, vil det få konsekvenser - i hvert fald hvis Trump vinder præsidentvalget i november.

Det siger han tirsdag til den britiske tv-kanal GB News. Her har han medvirket i et interview med den tidligere britiske politiker Nigel Farage, der er en af prins Harrys kritikere.

Farage er desuden en af Trumps venner og allierede.

Det er et krav i USA, at visumansøgere, der vil ind i landet, er ærlige omkring deres eventuelle erfaringer med indtag af stoffer. Oplysninger om sådanne erfaringer kan påvirke udfaldet af ansøgningen.

Samtidig kan det få konsekvenser, herunder udvisning fra USA, hvis man lyver om det i sin ansøgning.

Prins Harry har boet i den amerikanske delstat Californien med sin hustru, hertuginde Meghan, siden 2020. Her bor de sammen med deres to børn, prins Archie og prinsesse Lilibet.

I sin selvbiografi "Spare" fra 2023 indrømmer Harry, at han tidligere har indtaget ulovlige stoffer.

Efter bogen udkom, lagde den konservative tænketank the Heritage Foundation sag an mod det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed, DHS, for at få adgang til prinsens immigrationsjournal.

Tidligere i marts afgjorde en dommer i den sag, at oplysningerne fra Harrys visumansøgning skal udleveres til retten.

Nigel Farage spørger i interviewet Trump - som står til at blive Republikanernes kandidat, når USA afholder præsidentvalg til november - om prins Harry bør få "særlige privilegier", hvis han har løjet i sin ansøgning.

- Nej. Vi må se, om de kender noget til stofferne, og hvis han har løjet, må vi træffe passende foranstaltninger, svarer Trump.

Adspurgt til hvorvidt disse foranstaltninger vil indebære, at Harry måske vil blive udvist fra USA, siger Trump:

- Åh det ved jeg ikke. Det må du fortælle mig.

- Man skulle have troet, at de (myndighederne, red.) havde kendt til dette i lang tid.

Sponsoreret indhold