Kongelige8. marts 2021

Derfor taber Harry og Meghan krigen

Angrebet på kongehuset er nøje planlagt - men Meghan og Harry har folkestemningen imod sig.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/analyse_5.png
 Foto: Mega

Hvis nogen skulle være i tvivl, blev det i går slået fast med syvtommersøm: Der er udbrudt krig i det britiske kongehus. Og den er blodig.

I går udspillede det helt store slag sig, da Meghan og Harry tonede frem i bedste sendetid på den amerikanske tv-station, CBS. I to timer talte hertugen og hertuginden ud til talkshow-værten Oprah Winfrey. Der blev gået til makronerne.

Det mest opsigtsvækkende var, da Meghan afslørede, at hun overvejede at tage sit eget liv - men at Harry reddede hende. Den største bombe var, at et medlem af kongehuset havde udtrykt bekymring over, hvor "mørk" deres søn Archie ville blive. Meghans mor er som bekendt sort. Hverken Meghan eller Harry ville dog afsløre, om det var dronningen, Philip, William, Kate eller et helt andet familiemedlem, der havde sagt det.

Det kunne godt se ud som om, at den racistiske bombe kun detonerede halvt - men tag ikke fejl. Uvisheden om, hvem der er familiens racistiske medlem, kan næsten ikke blive værre for The Firm. For nu kan alle gisne om, hvem synderen er - og dermed er hele kongehuset under mistanke. Det er et nøje planlagt angreb, der har et formål: At skade Buckingham Palace.

Spørgsmålet er, om folkestemningen vender efter dette. Inden interviewet blev sendt, støttede briterne kongehuset - og ikke Meghan og Harry. Sådan var det ikke, da prinsesse Diana for 25 år siden forsøgte at fortælle sandheden om livet som kongelig. Dengang var der stor sympati for Dianas situation - men meget tyder på, at det er anderledes denne gang.

Det skyldes ikke mindst, at Meghan Markle aldrig nåede at blive folkekær. Parret nævner selv, at de blev gift i smug inden deres officielle bryllup, fordi de ikke følte, at det overdådige bryllup blev holdt for dem, men for folket. Det siger alt om situationen. De har aldrig forstået formålet med deres tilværelse: At tjene det britiske folk. Til gengæld har de får de lov til at leve en overdådig tilværelse med tjenestefolk og uhæmmet adgang til rigdom. Men det liv har parret nu lagt bag sig.

De er blevet nogle selvsmagende Hollywood-typer, der gerne vil have opmærksomhed - men kun den, de selv vælger. Meghan siger, hun gerne vil styre sit eget narrativ nu, men sådan spiller klaveret jo ikke. Hverken i den amerikanske eller den britiske presse. Parret ville gerne væk fra mediernes søgelys, men flyttede direkte til det sted på hele kloden, hvor der er flest paparazzitelelinser: Hollywood.

Det giver ingen mening.

Kongehuset skal nok overleve. I mange århundreder har det gennemgået langt større kriser end denne. Men tag ikke fejl. Fløjlshandskerne er for længst taget af, og nu venter hele verden på modreaktionen fra Buckingham Palace. Lige nu har de en undersøgelse i gang, der kan fælde Meghan og udstille hendes dobbeltmoral. I hvert fald anklager ti tidligere ansatte hende for at være en strig strigle, der selv har mobbet grusomt. Dermed kan hykleriet ikke blive mere tydeligt. Hvis det britiske hof kommer til den konklusion, er krigen for alvor tabt. Derfor må man håbe, at Harry og Meghan har fundet sig til rette i Hollywood med deres nye Netflix-millioner.

De kommer næppe tilbage til London.

Du kan se hele Oprah Winfreys interview med Meghan og Harry i aften på TV3 kl. 21.00

Sponsoreret indhold