Kongelige18. maj 2021

Ældre foto vækker opsigt: Meghan Markle poserer med Kate Middleton-forside

Internettet har gravet et billede fra 2014 frem. Og flere mener, at det tilbageviser Meghans påstande om ikke at have kendt til kongehuset før sit ægteskab med prins Harry
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det begynder at klinge en anelse hult, når den 39-årige tidligere skuespillerinde Meghan Markle påstår, at hun giftede sig ind i en royal tilværelse – helt uden at vide en pind om forpligtelserne.

I hvert fald er internettet – som jo som bekendt aldrig glemmer – ikke længere helt overbevist om, at Markle har været en helt blåøjet brik i det britiske kongehus.

Et ældre billede – angiveligt taget i 2014 - er nu dukket op, hvor hun poserer med et sladdermagasin. På forsiden er hendes fremtidige svigerinde Kate Middleton.

Har aldrig fulgt med

Hertuginden af Sussex fortalte ellers Oprah Winfrey i starten af marts, at hun ikke kendte meget til familien med blåt blod på den anden side af Atlanten.

- Jeg gik ind til det helt naiv. Jeg er ikke vokset op med viden om den royale familie, det var ligesom ikke en del af samtalen i vores hjem. Vi fulgte ikke med i det, lød det fra Markle.

Som reaktion på billedet, der er taget omkring to år før mødet med Harry, skriver en mistroisk bruger på Twitter:

- Hun har sagt, at hun ikke har researchet på Harry og familien, før hun blev gift. Var det måske, fordi hun var mere interesseret i alt det, som Kate havde?

- Hun har jo stalket de kongelige i årevis, skriver en anden.

Dog er der andre, der ikke mener, at man kan konkludere, at hun har været intenst interesseret i den royale familie, bare fordi hun står med bladet.

- Og problemet/kontroversen er? Kate (Middleton red.) er bare tilfældigvis på forsiden.

Billedet fra 2014 er særligt sjovt set i lyset af rygterne om den kolde luft mellem Kate og Meghan.

Hvem fik hvem til at græde?

I selvsamme kontroversielle Oprah-interview forholder Markle sig nemlig til en episode omkring hendes bryllup i 2018, hvor tårerne på et tidspunkt trillede.

Det var bare ikke Meghan, der fik Kate til at græde, ifølge den tidligere ”Suits”-stjerne.

- Det var nærmere omvendt.

I kølvandet på interviewet dukkede også et syv år gammelt blogindlæg frem fra gemmerne.

Her skrev Meghan om prinsessedrømme.

- Voksne kvinder lader til at holde fast i denne barndomsfantasi. Se bare på den pomp og pragt, som omgærder de royale bryllupper, samt de endeløse snakke om prinsesse Kate, skrev hun i sin tid.

Sponsoreret indhold