Vennen opfordrer til boykot: Sådan reagerede Albert Dyrlunds forældre

LÆS OGSÅ: Opfordrer til boykot af Albert Dyrlund-forestilling: Dystert og mørkt
- Jeg håber, at folk boykotter stykket. At de ikke går ind og ser det.
Så kontant var udmeldingen fra Albert Dyrlunds gode ven og producer Jacob Nørhave Simonsen efter at have set Herning Ny Teaters forestilling om YouTuberen ”Albert was here”.
I vennens optik tegnede forestillingen et mørkt og dystert portræt af Albert, som han slet ikke kunne genkende, udtalte han til Radio IIII.
Reaktionen fra Albert Dyrlunds forældre er helt anderledes.
P1-vært Morten Runge talte med Kenneth Dyrlund og Vibe Jørger Jensen både før og efter forestillingen i radioprogrammet ”K-Live”.
Her fortalte forældreparret, at de syntes, det var rart, at deres søn lever videre gennem kunsten, og Alberts mor håbede, at mange unge lægge vejen forbi til teateret for at lade sig inspirere af Alberts modige måde at leve sit liv på.
Efter forestillingen havde far Kenneth kun rosende ord i sin umiddelbare anmeldelse af stykket.
- Jeg synes, det var et fantastisk stykke. Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til, men jeg er meget overrasket. Jeg synes, der var meget musik med, og jeg synes, de har fortolket Alberts numre rigtig godt, siger han og tilføjer:
- Det var også hårdt at se det, for det får jo nogle følelser frem, fordi jeg kom til at tænke på Albert, og det er jo ganske naturligt.

Vibes anmeldelse var dog mere lunken.
- Jeg tænker, Albert var utroligt kritisk – det har han nok arvet fra mig, siger hun og fortsætter:
- Jeg tror ikke, han ville være heeelt … Du skal regne med, at hans sange er blevet lavet om, men det er jo det. Han kan ikke bestemme mere. Men jo, det lykkedes at vække nogle minder, og jeg kunne se, at folk sang med på sangene, og det var dejligt.
SE og HØR har været i kontakt med Kenneth Dyrlund, som ikke har yderligere kommentarer til forestillinge.
Fatal vandretur
Albert døde i sommeren 2021 under en tur til Italien sammen med YouTube-kollegaen Tucker Doss.
De to var på en vandretur i Dolomitterne, da Albert Dyrlund pludselig styrtede i døden.
- Vi besluttede at bevæge os højere op, og vi endte på toppen, hvor ulykken skete. Her var det fladt, men på den anden side var en kort og græsfyldt kant, der ledte ud over klippen.
Ifølge Tucker var der ingen af dem, der øjnede nogen som helst form for fare. Der var ingen vind, og forholdene var rolige.
De to unge mænd gik rundt i landskabet med hver deres kamera. De befandt sig 60 meter fra hinanden, da ulykken indtraf.
Tucker tog billeder af landskabet, mens Albert sad på det græsfyldte område lige over klippen i gang med at optage en video af sig selv.
- Da ulykken skete, havde jeg ryggen mod ham, og jeg hørte ham skrige mit navn. På det tidspunkt vendte jeg mig og så, hvordan han ukontrolleret gled ned ad græsset og ud over klippen.
- Jeg stod tilbage i chok og kunne ikke bevæge mig i nogle sekunder. Jeg løb over til stedet, hvor han havde siddet og forsøgte at forstå, hvad der var sket.
Albert Dyrlund blev kun 22 år.