Kendte9. februar 2023

Trommeslager Jan Lysdahl forlader "Danser med Drenge" efter uoverensstemmelser

Trommeslageren ønsker ikke længere at være en del af bandet
Jan Lysdahl vil ikke længere være en del af "Danser med Drenge".
Jan Lysdahl vil ikke længere være en del af "Danser med Drenge".
 Foto: Peter Grosen

Trommeslager Jan Lysdahl har valgt at forlade "Danser med Drenge" efter kun få måneder som medlem af bandet.

Det skriver Ekstra Bladet.

– Jeg nåede til et punkt, hvor min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle være med længere. Jeg havde ikke lyst. Der var nogle uoverensstemmelse mellem Klaus Kjellerup, der jo ér bandet, og mig, der gjorde, at jeg ikke kunne se mig være en del af det længere, siger Jan Lysdahl til avisen.

Jan Lysdahls exit kommer i kølvandet på det kaos, der har været omkring det danske band det seneste stykke tid.

Sidste år tiltrak bassisten i "Danser med Drenge", Klaus Kjellerup, sig en del opmærksomhed, som endte i en del uoverensstemmelser.

Alle medlemmer trak sig, efter Klaus Kjellerup kom med skarpe og kritiske kommentarer på sin Twitter-profil om krigen i Ukraine – noget han er fortsat med.

Også Klaus Kjellerup selv trak sig, for at bandet kunne fortsætte uden ham, fortalte han dengang til SE og HØR, men det blev blot ved tanken.

Bandet genopstod med nye medlemmer med Klaus Kjellerup som en del af gruppen.

Men nu forlader den nytilkomne trommeslager Jan Lysdahl bandet, som han har været med i siden september.

Trommeslageren nåede at indspille et nyt album med bandet, men vil altså ikke være at finde på deres kommende turné.

Klaus Kjellerup meddeler, at man allerede har fundet en ny trommeslager.

Sponsoreret indhold