Tjener kassen på ludomaner: Spillefugle

Peter Frödins indtjening mangedobledes, da han lod sig friste til at blive gambler-lakaj.

Peter Frödins indtjening mangedobledes, da han lod sig friste til at blive gambler-lakaj.

(Foto: Thomas Laursen)

Guten Heute Leute!

Sådan byder Peter Frödin i rollen som tyroleren Franzi online-spillere velkommen på spillefirmaet 25Syvs hjemmeside.

Og den 56-årige skuespiller har tilsyneladende taget sig godt betalt for at friste svage sjæle til at satse deres sparepenge på roulette, blackjack eller resultater af sportskampe.

Hitter på sociale medier

Spilfirmaet 25Syv har samtidig fået noget for pengene. Frödins videoer med den morsomme Franzi, som har en slående lighed med sangeren Hansi Hinterseer – er blevet delt lystigt og i tusindvis af gange på de sociale medier.

Regnskabet for Peter Frödins anpartsselskab Pettter 2 viser derfor ikke overraskende, at skuespilleren i 2019 havde et særdeles indbringende år.

Pengestrømmen ind i Frödins firma Pettter 2 voksede fra 437.695 kroner i 2018 til 2.068.496 kroner i 2019.

I regnskabet er indkomsten fra spilfirmaet ikke specificeret i forhold til eventuelle andre indtægter.

Formuen vokser

Formuen i Pettter 2 fik også et ordentligt gok opad. Den voksede med næsten 1,1 millioner kroner, så den ved udgangen af 2019 lød på 4.412.344 kroner.

Peter Frödin hævede i 2019 løn og udbytte i firmaet på godt en million.

Videoerne med Peter Frödin som Franzi er af mange jurister – blandt andet i forbrugerrådet Tænk – blevet karakteriseret som skjult reklame.

Han storhitter som Franzi i reklamen. (Foto: 25syv)

– Problemet er, at der i virkeligheden er tale om skjult og dermed ulovlig markedsføring for en onlinegambling-virksomhed, har Sune Røper, der er formand for Alliancen mod Spilafhængighed, sagt til DR.

Finansierede sommerhus

Alliancen mod Spilafhængighed har herefter politianmeldt firmaet bag Franzi-reklamerne til politiet.

Peter Frödin er langtfra den eneste gambling-alfons i kendisverdenen.

Da spilfirmaet bet365 hyrede skuespilleren Pilou Asbæk til at medvirke i deres reklamefilm, gav det et gib i mange af hans fans.

Pilou Asbæk takker bet365 for sit sommerhus. (Foto: Thomas Laursen)

En bruger på Twitter reagerede med ordene:

– Så jeg lige Pilou Asbæk i en betting-reklame? Bliver sgu helt ked af det.

Pilou Asbæk svarede køligt:

– Det skal du ikke blive. Jeg sidder på et bjerg på Mallorca med et glas vin og overvejer at købe et sommerhus. Tak til bet365.

Sommerhuset, finansieret af spillelystne danskere, købte 38-årige Pilou Asbæk sidste år. Det blev betalt kontant og kostede 1.350.000 kroner. Skuespillerens feriebolig ligger nær Kulhuse mellem Roskilde fjord og Isefjord.

Skuespillerens fritidshus i Kulhuse blev betalt med gambler-penge. (Foto: Boliga)

Ingen skrupler

Standupperen Uffe Holm har heller ingen problemer, når det gælder om at reklamere for spil. Han er hyret af online-kasinoet Leo Vegas.

Uffe Holm hakker til, hvis beløbet er stort nok. (Foto: Thomas Laursen)

– Hvis checken er stor nok, hakker jeg til, har den 44-årige entertainer sagt i et interview med Jyllands-Posten.

Den tidligere fodboldstjerne Brian Laudrup, 51, har i flere år været en formentlig særdeles vellønnet medarbejder hos Unibet, og han er blevet skarpt kritiseret for at reklamere for spiludbyderen, samtidig med at han har fungeret som fodboldkommentator.

Brian Laudrup lever godt af at være frontfigur for Unibet. (Foto: Dan Mariegaard)

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close