Tivolirevyens nye chef, Martin Miehe-Renard: Ingen divaer næste år

LÆS OGSÅ: Melder ud: Ramt af aggressive kræftceller
Når Tivolirevyen slår dørene op til sommerens forestilling 2026, bliver det med et helt nyt og stjernespækket hold af skuespillere.
Også i instruktørstolen er der sket en udskiftning siden den seneste Tivolirevy.
I sommeren 2025 var det komikeren Linda P, som var kunstnerisk leder, men hun bliver nu afløst af den erfarne instruktør Martin Miehe-Renard, og det er ham, der har sat sit eget nye hold til revyen næste år.
Det nye hold lover særdeles godt for næste års Tivolirevy.
Det er nemlig en blanding af garvede gutter som Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard, samt dygtige yngre skuespillere som Neel Rønholt, Sicilia Gadborg, Lea Thiim Harder og Mikkel Becker Hilgart.
Og så er det et hold helt uden revy-divaer, fortæller Martin Miehe-Renard til SE og HØR.
- Vi har ingen revy-divaer i denne forestilling. Der har været Lisbet Dahl, Linda P, og tidligere har der været Bodil Jørgensen. Dem, som man kalder revy-divaer - hvor man ved, hvad man får. Og det er også okay at vide, hvad man får nogle gange, men det er også rart nogle gange ikke at vide, hvad man får.
- Og der har jeg sagt til de tre kvinder (Neel, Lea og Sicilia red.): "I tre må slå jer sammen om at være divaerne", siger Martin Miehe Renard.

Hustruen har castet skuespillerne
Den 69-årige instruktør lægger heller ikke skjul på, at han er meget tilfreds med sit hold.
- Jeg er SÅ stolt af holdet, det er fantastisk, lyder det fra Martin som også fortæller, at det er hans hustru, den kendte caster Karin Jagd, der har castet, altså udvalgt det stjernespækkede hold af kunstnere, som skal give publikum én sjov oplevelse næste sommer.
Tivolirevyen får premiere 4. juni 2026 i Glassalen i Tivoli.