Tilde Munkholm i babylykke: Er blevet mor

Ventetiden har været lang, efter Tilde Munkholm nåede at gå flere uger over termin, men nu er der nyt fra den tidligere "Den store bagedyst"-deltager.
Kort inden nytår kunne hun afsløre overfor sine følgere, at hun ventede sit første barn, og nu er han altså kommet.
I et opslag på Instagram afslører Tilde Munkholm, at den lille fyr blev født 21. juni klokken 07.02 om morgenen.
– Vi har det alle godt og er indlogeret på barselsgangen, hvor vi slapper af og får den bedste start på vores nye virkelighed som familie, skriver hun.
Det nye familie medlem er 54 centimeter lang og vejer 4030 gram.
Tilde Munkholm afslører ikke, hvordan fødslen gik, men i ventetiden efter terminsdatoen gik hun med flere overvejelser om, hvordan hun helst ville føde.
– Jeg ønsker umiddelbart at fødslen går i gang naturligt, men nu vil vi blive ringet op en af de næste par dage og få en tid til igangsættelse i slutningen af næste uge, hvis han ikke er kommet inden.
Tilde medvirkede i "Den Store Bagedyst" tilbage i 2021.