
Tidligere hofdame Britt Siesbye anmeldt for fusk: Nu flygter kunderne

LÆS OGSÅ: Milliongave til sønnen
For et halvt år siden beskrev SE og HØR, hvordan prinsesse Maries tidligere hofdame Britt Siesbye tjener millioner af kroner på sin webshop Stilkompagniet, der er anmeldt til Forbrugsombudsmanden for angiveligt at sælge kinesiske discountvarer - blot med Stilkompagniets Sassy-mærke på tøjet.
Noget tyder på, at kunderne allerede i sommer havde lugtet lunten og er på vej væk.
Det seneste regnskab for Le Zest, som står bag Stilkompagniet, viser nemlig tilbagegang i både indtjening, overskud og egenkapital.
51-årige Britt Siesbye, som er gift med prins Joachims nære ven Oscar Davidsen Siesbye, pakker da heller ikke skuffelsen ind. I ledelsesberetningen kalder hun resultatet for "utilfredsstillende".
Indtjeningen i perioden 1. juli 2024 til 30. juni 2025 faldt med 36 procent. Fra 3,7 mio. kr. til knap 2,4 mio. kr.
Overskuddet efter skat faldt fra 1,7 mio. kr. til 28.000 kr. - et styrtdyk på den sorte løjpe, svarende til et fald på 98 procent.
Egenkapitalen blev barberet ned fra godt 2 mio. kr. til 228.788 kr. - det vil sige, at 89 procent af formuen i løbet af det seneste år er tabt.
Det magre resultat betyder, at Britt Siesbye og Le Zests to øvrige ejere ikke hæver noget udbytte. Forrige år fik de godt 600.000 kr. hver.
Britt Siesbye ejer en tredjedel af Le Zest. Tidligere har både grevinde Alexandras forhenværende privatsekretær Julie Vibe Eilersen og rigmandsfruen Christiane Schaumburg-Müller Aaxman været medejere af firmaet.
