Sussi siger farvel til Leo i dag: Fik sit sidste ønske opfyldt
LÆS OGSÅ: Nekrolog: Farvel Leo, Skagens skæve stjerne!
I smoking med en pibe og en pakke tobak.
Sådan blev Leo sendt af sted fra dette liv, som sluttede på gården i Saltum i Nordjylland, hvor han levede sammen med Sussi.
Det var også her han stille sov ind natten til lørdag 18. februar. Han blev 67 år gammel. I dag skal han bisættes under helt private former.
– Jeg er rigtig, rigtig glad for, at han kom med hjem, og jeg vidste også godt, at det var det, Leo gerne ville, siger Sussi til SE og HØR.
Han blev ugen forinden indlagt på sygehus Vendsyssel i Hjørring. Her fik Leo i seks dage kun smertestillende og kærlig behandling, fordi både hans lever og nyrer var stået af, og der ikke var mere, lægerne kunne gøre for at redde hans liv.
Øvede for Leo
Tidligere på ugen var Sussi blevet tilbudt, at hun kunne få Leo med hjem på gården, men det ville hun ikke, da Leo havde meget ondt, hver gang han blev flyttet.
Men torsdag var hendes elskede mand så langt væk, at han ikke længere mærkede smerten. Derfor blev Sussi sammen med lægerne enige om, at Leo skulle have sin sidste tid hjemme hos hende.
– Jeg var lige ude og øve hos ham, og når jeg så spillede forkert, så sagde jeg: “Jeg ved godt, at jeg spillede forkert, Leo”, siger Sussi med et grin.
Fik ro derhjemme
Selv om Leo ikke reagerede på, at han var hjemme, er hun ikke i tvivl om, at han kunne mærke, at han var tilbage, hvor han hørte til.
– Jeg satte også den cd på, som han var mest tilfreds med af dem, vi har lavet. Den spillede et par gange, fortæller hun.
På sygehuset sad Sussi trofast ved Leos side, mens han blev ved med at holde ved livet. Hun tror, at hendes ukuelige mand først havde ro til at tage videre, da han atter var hjemme i deres fælles hjem.
– Måske var det det, han ventede på, for jeg kunne ikke forstå, at han kunne holde ud så længe, når han var så afkræftet i forvejen.
Ukuelig vilje
– Han har haft et skide godt liv, men det har været hårdt de sidste år, forklarer Sussi.
– Hans ukuelige vilje var der til det sidste. Han ville ikke være syg. Men jeg kunne godt se til sidst, at det var galt og han kunne ikke holde mad i sig.
Nu kan han komme videre, og jeg kan komme videre, for det andet var fandeme ikke til at holde til, lyder det ærligt fra hende.
Farvel, Leo
Familie og venner vil lørdag tage afsked med Leo ved en privat bisættelse. Det kommer ikke til at foregå i kirken, da parret ikke er medlemmer af folkekirken.
– VI vil gerne holde bisættelsen privat og i stilhed, da vores venner og familie ikke skal være bange for at blive fotograferet sådan en dag, siger Sussi, som ikke nåede at snakke med Leo om bisættelsen.
– Jeg kunne mærke på ham, at det havde han ikke lyst til at snakke om, for han var rask, og han ville så gerne blive stærk og være her, siger Sussi.
Bliver genfødt
Sussi vil mindes Leo for hans kreativitet og snaksalige sind.
– Det, jeg faldt for ved Leo, var, at man kunne snakke med ham om alt muligt. Intet var for stort eller for småt eller for underligt. Og han var altid klar til at lytte. Men han var ked af, at han ikke altid syntes, at folk lyttede til ham–men jeg lyttede til ham, erindrer Sussi.
Hun og Leo tror på, at man bliver genfødt i en ny krop, og hun håber, at hendes kære mand ender et godt sted.
– Jeg kan ikke gøre mig til dommer for, hvad Leo skal være i det næste liv, men han får noget talent med fra det her liv, lyder det sikkert fra hende.
– Jeg tror, han bliver født et sted, men jeg ved ikke, hvad han skal være. Det kan være han står om fem år med sin mor i hånden og hører os spille, kommer det håbefuldt fra Sussi.
