Kendte4. august 2023

Søster deler trist nyt om sygdomsramte Céline Dion

Det står ikke særlig godt til for sangerinden, der for et par måneder siden måtte aflyse hele sin forestående turné, heriblandt to koncerter i Danmark
Dion
Celine Dion er stadig meget syg, fortæller hendes søster nu.
 Foto: Ritzau Scanpix

Så er der nyt fra Céline Dion, og det er bestemt ikke godt nyt.

Det går nemlig ikke særlig godt for den sygdomsramte sangerinde, der tidligere på året måtte aflyse hele sin forestående turné, heriblandt to koncerter i Danmark.

Det fortæller hendes søster Claudette Dion til Le Journal de Montreal.

Det skriver Daily Mail.

Ifølge det britiske medie fortæller søsteren, at hendes og Céline Dions anden søster, Linda, passer på sangerinden, men at det ikke går fremad for hende.

- Vi kan ikke finde noget medicin, der virker, men vi har stadig håbet, og det er vigtigt, siger Claudette Dion.

Céline Dion afslørede sidste år, at hun lider af en sjælden autoimmun sygdom, der hedder "stiff person syndrome", og som forårsager muskelspasmer og stivhed i kroppen.

Ifølge den 55-årige sangerindes søster arbejder de tæt sammen med læger, der er specialiseret i sygdommen, men indtil videre har intet hjulpet.

- Jeg tror ærligt talt, at hun mest af alt trænger til hvile, siger søsteren og fortsætter:

- Hun knokler altid alt for meget, fordi hun altid vil levere sit bedste, men på et eller andet tidspunkt, så forsøger ens hjerte og krop altså også at fortælle dig noget, og så er det vigtigt at lytte.

Sygdommen, som Céline Dion lider af, er en neurologisk lidelse, som der ikke findes en kur til. Den rammer en ud af en million mennesker.

Ikke desto mindre er sangerindens søster overbevist om, at popstjernen nok skal komme tilbage på scenen igen.

- At optræde er en indfødt del af hende, lyder det fra Claudette Dion.

Céline Dions turné, Courage World Tour", begyndte helt tilbage før coronapandemien, hvor hun nåede at optræde 52 gange, inden verden lukkede ned.

Hun satte i den forbindelse turnéen på pause og skulle have afholdt de resterende 42 koncerter i 2023 og 2024, heriblandt to i Royal Arena i København den 23. og 24. september.

Sponsoreret indhold