Kendte2. juni 2016

Søn faldt ned til gorillaer - nu er mors 911-opkald frigivet

Alarmopkaldet, der blev foretaget i forbindelse med, at en lille dreng faldt ned til gorillaerne i en amerikansk zoo, er nu blevet frigivet. Det var drengens skrækslagne mor, der ringede 911. Hør alarmopkaldet her
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/zoo_gorilla.jpg
 (Foto: YouTube)

- Min søn faldt ned til gorillaerne! Der står en hangorilla over ham! Der er nogle, der skal kontakte den zoologiske have!

Sådan lyder det skrækslagent fra en amerikansk mor, der i lørdags ringede 911, efter at hendes lille søn på fire år ved et uheld var faldet ned til en gorilla i Cincinnati Zoo & Botanical Garden.

På alarmopkaldet, som nu er frigivet, kan man høre, hvordan den rædselsslagne mor febrilsk forsøger at berolige sin søn, efter at han havnede nede hos en 17 år gammel silverback hangorilla ved navn Harambe.

Du kan høre opkaldet i videoen nederst i denne artikel. Videoen viser også, hvordan hangorillaen tilsyneladende tager drengens hånd og stille sidder ved ham.

Disse billede har også fået flere til at påstå, at gorillaen ikke ville skade drengen – og at det derfor var fuldstændig overilet, at personalet efter 10 minutter skød og dræbte den over 200 kilo tunge gorilla.

Optagelserne viser dog også, hvordan de skrækslagne zoo-gæster – og ikke mindst drengens mor – råber og skriger. Man kan også høre, at moderen råber ”Mor elsker dig” og ”Sid stille”. Råbene fra zoo-gæsterne virker til at gøre hangorillaen urolig, og herefter trækker han afsted med drengen – dog stadig uden at virke til at have til hensigt at gøre ham fortræd.

Personalet i den zoologiske have forsvarer sig med, at drengen var i ”overhængende livsfare”, og at der ikke var tid til at vente på, at en eventuel bedøvelse ville virke.

- Vi er knuste over at miste Harambe, men et barns liv var i fare, og derfor var en hurtig indsat fra vores Dangerous Animal Response Team nødvendig, udtaler zoo-direktøren Thane Maynard i en Facebook-opdatering på den zoologiske haves Facebook-side.

- Vores første reaktion var at forsøge at få gorillaerne ud af indhegningen. De to hunner adlød, men det gjorde Harambe ikke. Det er vigtigt at forstå, at når barnet stadig var inde i indhegningen, var dét at bedøve en 200 kilo tung gorilla ikke en mulighed. Bedøvelsen træder ikke i kraft, før at der er gået flere minutter, og barnet var i overhægende fare. Derudover er der en risiko for, at dartpilen med bedøvelsen ville gøre situationen endnu værre, siger zoo-direktøren Thane Maynard.

Sponsoreret indhold