
Smider 14.500.000 kroner: Sofie Jo Kaufmanas og kæresten rykker til Frederiksberg

LÆS OGSÅ: Vildt køb: Kong Frederiks ven køber naboens hus for 50 mio. kr.
14,5 millioner kroner.
Så meget har Sofie Jo Kaufmanas og hendes kæreste, Alexander, netop betalt for at blive ejere af en 210 kvadratmeter stor penthouselejlighed på Frederiksberg.
Det fremgår af tinglysningen og oplysninger fra Gravercentrets ejendomsdatabase.
Lejligheden var egentlig blevet sat til salg for 15.995.000 kroner i september sidste år, men allerede måneden efter valgte sælger at skære én million kroner af den ønskede pris.
Siden lykkedes det altså Sofie Jo Kaufmanas og Alexander at få forhandlet yderligere 500.000 kroner i afslag, før de satte deres navne på skødet.
Handlen er først netop blevet tinglyst, men det er ikke, fordi de først har skrevet under nu. Ifølge skødet indgik parterne nemlig aftale om handlen allerede i november.
Parret overtager boligen 1. februar.
Til den tid kan de udover de mange kvadratmeter fordelt på syv værelser også nyde en altan i den gennemrenoverede lejlighed, der også har walk-in-closet.
Sofie Jo Kaufmanas fik for alvor sit gennembrud i satireserien "Hvorfor snakker vi ikke om mig?", ligesom hun medvirkede i den femte sæson af TV 2-programmet "Stormester". Desuden har hun kunnet opleves i "LOL: Den der ler sidst" på Prime og "Hvem holder masken?".
Den 35-årige skuespiller, der også har været med i filmen ”Elsker dig for tiden”, og den tre år ældre Alexander blev i 2023 forældre sammen for første gang.
Som det ser ud lige nu, kommer de til at stå med to boliger på hånden.
I hvert fald ejer de officielt fortsat den Vesterbro-lejlighed, de i 2023 betalte 7,1 millioner kroner for.
I skrivende stund er der kke tinglyst et salg af lejligheden, der heller ikke umiddelbart har været offentligt udbudt til salg.
