Skuespilleren Cody Longo fundet død: Nu er dødsårsagen kommet frem

Den amerikanske skuespiller Cody Longo blev fundet død tilbage i februar.
Nu er dødsårsagen kommet frem - og det viser sig, at den 34-årige "Days of Our Lives"-stjerne gik bort som følge af sit massive alkoholforbrug gennem årene.
Det skriver TMZ, som har fået indsigt i obduktionsrapporten.
Ifølge det amerikanske medie står der i rapporten, at Cody Longos krop allerede var ved at blive nedbrudt, da han blev fundet død i sin seng i Austin, Texas.
Her lå han omringet af sprutflasker, da politiet sparkede døren ind efter at have modtaget et opkald fra skuespillerens kone, der var bekymret for hans helbred, fordi hun ikke kunne få fat på ham.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Cody Longo led af et alkoholmisbrug, og han var i behandling for det så sent som sidste sommer.
Skuespilleren var - udover "Days of Our Lives" - kendt for filmene Bring it on: Fight to The Finish” og ”Piranha 3DD”.
Han efterlod sig sin hustru, Stephanie Longo, og deres tre børn på syv, fem og et år.
- Cody var hele vores verden. Børnene og jeg er fuldstændig knuste, sagde konen om dødsfaldet tilbage i februar.
- Han var den bedste far og ægtemand. Vi vil savne ham og elske ham for evigt, fortsatte hun.