Kendte20. oktober 2023

Skuespiller og satiriker Rasmus Bruun gik ned med stress: Troede, han var ved at blive dement

Ordene kunne pludselig ikke komme ud over Rasmus Bruuns læber, da optagelserne til DR-serien ”Orkesteret Akt 2” begyndte. Det resulterede i en sygemelding i foråret
Rasmus Bruun medvirker som den seneste i rækken af gæster hos "Det sidste måltid" på Radio4, hvor interviewpersonen sammensætter menuen på den sidste dag, mens de skriver egen nekrolog. 
Rasmus Bruun medvirker som den seneste i rækken af gæster hos "Det sidste måltid" på Radio4, hvor interviewpersonen sammensætter menuen på den sidste dag, mens de skriver egen nekrolog.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Forventningerne – ikke mindst dem, han havde til sig selv – var tårnhøje.

Så da det første træ klappede på optagelserne til efterfølgeren sæson af den succesfulde og anmelderroste serie ”Orkesteret”, gik også Rasmus Bruuns klap ned.

Det fortæller han om i det seneste afsnit af ”Det sidste måltid” på Radio4.

Symptomerne, der i Rasmus Bruuns tilfælde dukkede op i form af generel hukommelsessvigt og besvær med at huske mere end bare replikker, fik ham til at frygte det værste:

At han var blevet ramt af demens.

Men det var altså stress, som havde ramt den populære satiriker, komiker og radiostjerne, som rigtig mange danskere nok kender fra ”Den korte radioavis” på det hedengangne Radio24syv.

Her slog han sine folder som sidekick til den dominerende seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schøtz Kretz Hørsholm – i skikkelse af Frederik Cilius Jørgensen.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-10-20/20210601-143505-5-4000x6000ma.jpg
Radiomakkerparret Rasmus Bruun og Frederik Cilius - her klædt som karakteren Kirsten Birgit - har haft massiv succes over de seneste år. Men præstationsangsten og sceneskrækken har spøgt i kulissen for især Rasmus Bruun, fortæller han.
 Foto: Ritzau Scanpix

 Jeg havde gået og slået mig selv i hovedet over, at jeg virkelig skulle gøre det godt. Nu skulle jeg fandme vise folk, at jeg kunne spille

Rasmus Bruun om presset, der endte med at lægge ham ned med stress

Al lyst forsvandt

Siden kanalens lukning har Rasmus Bruun fulgt med flere af de andre satiriske kræfter over på den kommercielle taleradio R8dio, som sender fra den fiktive danske by Skuldborg. Derudover kunne han opleves i en skurkerolle i påskekalenderen ”Troldehjertets Hemmelighed”.

Med andre ord, havde der altså været fart på for den 40-årige satiriker. Men det var særligt arbejdet på ”Orkesteret”, og hans mulighed for at prøve kræfter endnu en gang med en lidt mere seriøs rolle, han glædede sig mest til.

– Min stressnedtur kom i forbindelse med noget, jeg virkelig havde glædet mig til at lave. Sæson to af "Orkesteret", som jeg virkelig havde set frem til det, men jeg var også gået til lidt for alvorligt til det, tror jeg. Jeg havde gået og slået mig selv i hovedet over, at jeg virkelig skulle gøre det godt. Nu skulle jeg fandme vise folk, at jeg kunne spille, fortæller Rasmus Bruun i podcasten.

Bruun fortæller, at presset og alvorligheden gjorde, at al lyst til projektet forsvandt.

– Jeg fik fjernet al lyst fra det. Så gik jeg ned den første uge inde i optagelserne. Så kunne jeg bare ikke mere. Jeg kunne ikke få ordene ud over læberne, lyder det i dag.

– Jeg troede faktisk, jeg var ved at blive dement. Jeg kunne ikke huske fra næse til mund.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-10-20/dr-0708862.jpg
Udover at have travlt med radioproduktion og tv-roller herhjemme, har Bruun også over to sæsoner været på kulinarisk og musikalsk dannelsesrejse med vennerne Frederik Cilius og Allan Gravgaard Madsen i DR-programmet "Operarejsen". Snart fortager de tre amerikanske landvindinger, når en tredje sæson skal i kassen.
 Foto: A&M Productions

I SE og HØR kunne man allerede i forbindelse med præsentationen af castet på ”Troldehjertets Hemmelighed” læse, at Rasmus Bruun ”nærmest får stresssymptomer, hvis han ikke morer sig”.

Og da artiklens ordlyd læses højt af Radio4-værten Lærke Kløvedal, er Rasmus Bruun ikke sen til at kalde den ”spot on”.

– Det pudsige er, at lige efter jeg udtalte det der, så gik jeg ned med stress. Jeg tror faktisk, at grunden til, at det overhovedet kom ud i SE og HØR, var fordi de fik nys om, at jeg havde stress, og så tænkte de, at det var måske en meget fin måde at sige, at jeg har fået stress, uden at sige det, fortæller Bruun i radioprogrammet, og tilføjer:

– Men det er min egen teori, ikk?

Selv om Rasmus Bruun ikke direkte oplyser om skæbnen for anden sæson af "Orkesteret", så har man kunne fornemme på eksempelvis Bruuns medspiller Neel Rønholts sociale medier, at scenerne over sommeren er kommet i kassen.

Desuden venter der forude tilblivelsen af en tredje sæson af det populære DR-rejseprogram med Rasmus Bruun, Frederik Cilius og Allan Gravgaard Madsen, når de igen drager ud på "Operarejsen" - denne gang i Guds eget land.

Du kan lytte til "Det sidste måltid" med Rasmus Bruun som gæst her:

Sponsoreret indhold