Kendte21. april 2023

Rasmus Bruun er skurk i “Troldehjertets hemmelighed”: Min krop vil ha’ sjov

Den 40-årige multikunstner elsker at lave komik – og han får nærmest stresssymptomer, hvis han ikke morer sig
Rasmus Bruun
Hvis ikke arbejdet er sjovt, så siger Rasmus Bruuns krop fra. – Jeg er nødt til at lave noget, jeg synes er sjovt. lyder det fra multitalentet, som er sikker på, at hans krop siger fra, hvis han ikke har det sjovt.
 Foto: Hanne Juul

LÆS OGSÅ: Rasmus Bruun afslører kriminel fortid

Skuespiller, satiriker, radiostemme og alt muligt andet.

Rasmus Bruun har mange kasketter på. Og lige nu er det som skurken i DR’s påskekalender “Troldehjertets hemmelighed”.

Her spiller han troldejægeren Cornelius, der opsøger og udrydder trolde.

– Jeg sagde selvfølgelig ja, når jeg fik lov at spille skurk. Når man får lov til det som skuespiller, så hugger man til, kommer det med et smil fra Rasmus Bruun, 40.

Rasmus Bruun
Der lød et højt og rungende ja, da Rasmus blev spurgt, om han ville spille skurken i DR’s påskeserie “Troldehjertets hemmelighed”.
 Foto: Hanne Juul

Han mener, at skurkerollen altid er sjov at arbejde med.

– I hverdagen anstrenger jeg mig for at være meget, meget sød og venlig og imødekommende, overfor alle de børn jeg møder.

– Men når man er skurk i sådan en serie her, så får man virkelig lov at få sin indestængte vrede overfor børn og små irritationer ud, forklarer han

Rasmus Bruun
– Cornelius gør jo ikke noget, der er forkert. Han er den eneste, der tager alvorligt, at der kommer en trold, der lige om lidt vil slå alle ihjel. Men i den moderne verden er man skurk, når man fortæller børn, hvad de ikke må, siger Rasmus Bruun.
 Foto: DR

Og det er ikke tilfældigt hvilken kasket, Rasmus Bruun tager på. Selv om hans hoved nogle gange kan mene, at en arbejdsopgave er en god idé, så kan hans krop reagere helt anderledes.

– Jeg kan ikke lave noget, hvis jeg ikke synes, det er sjovt. Jeg har fundet ud af, at min krop reagerer – hvis jeg ikke synes, at det, jeg laver, er sjovt, så får jeg stresssymptomer og får det fysisk dårligt, siger Rasmus.

Rasmus Bruun
Snart går Rasmus i gang med optagelserne til sæson to af “Orkestret”, hvor han har rollen som den konfliktsky souschef Jeppe Nygren.
 Foto: DR

Fjollefar

Lige nu er det som skuespiller, han er aktuel. Men hans cv indeholder også titler som satiriker sammen med Frederik Cillius på “Den korte radioavis” og rejsemakkere i “Operarejsen”

– Jeg er ikke uddannet som noget som helst, forklarer Rasmus Bruun, der for mange år siden var en del af DR’s Talenthold.

Frederik Cilius og Rasmus Bruun
Igennem to sæsoner har Rasmus Bruun og Frederik Cilius rejst ud i verden for at opleve forskellige operaer i DR-programmet “Operarejsen”. De har haft følgeskab af komponist Allan Gravgaard selv om han hader at rejse.
 Foto: DR

I dag er en af hans vigtigste roller den, han har som familie far til tre børn på fem, otte og 11 år.

– Jeg er totalt fjollefar, siger multitalentet.

Selv om kalenderen viser, at han netop er rundet de 40 år, så er han stadig god til at bruge sin fantasi med sine børn og i sit arbejdsliv.

– Mange af de ting, som vi laver, opfinder vi selv, så der er jeg også nødt til at finde på legen, og det kan jeg enormt godt lide, siger Rasmus, som dog erkender, at han har ændret sig med årene.

Frederik Cilius og Rasmus Bruun
Sammen med sin makker Frederik Cilius står Rasmus Bruun bag “Den Korte Radioavis”. Et satirisk radioprogram, hvor de spiller journalist Kirsten Birgit og nyhedsredaktør Rasmus Bruun.
 Foto: Ritzau Scanpix

– Min fantasi var anderledes, da jeg var barn. Den var mere ren. Det er som om at fantasien som voksen bliver mere beregnende, og der skal være et udgangspunkt for det, man finder på at fjolle med nu, siger Rasmus Bruun.

Sponsoreret indhold