Kendte3. marts 2023

Signe Molde modtog dødstrusler efter konspirationsprogram

Politiet måtte komme DR-vært Signe Molde til undsætning, da en rasende seer sendte dødstrusler
Tv-vært Signe Molde pissede mange konspiratoriske mennesker af i "Konspirationsfolket har ordet". 
Tv-vært Signe Molde pissede mange konspiratoriske mennesker af i "Konspirationsfolket har ordet".
 Foto: Mikael Rieck

Hvis man sætter røven i klaskehøjde, skal også være klar til at tage de tæsk, der kommer, lyder den gammel frase.

Det ved DR-vært Signe Molde om nogen.

For lige så længe hun har lavet tv, har seerne haft en holdning til den. Og de har ikke været bange for at udtrykke den.

Det fortæller hun i ”Ud & Se”.

- Jeg får alle mulige ondskabsfulde beskeder, når jeg har lavet tv. For eksempel, at jeg er en møgkælling, der skal brænde op i helvede, fortæller hun i DSB-tidende.

- Det føles ikke så truende, for det virker ikke, som om der sidder en rigtig person bagved, tilføjer hun.

Mængden af møg i indbakken eksploderede dog, da DR-darlingen satte konspirationsfolket under lup i DR-programmet ”Konspirationsfolket har ordet”.

Her beviste hun blandt andet, at hun ikke var blevet magnetisk af corona-vaccinen.

- I dag har jeg et godt forhold til dem, der medvirkede. Men efter det program fik jeg virkelig mange hadbeskeder fra konspiratoriske mennesker. Det gjorde dem edderspændt rasende, at jeg satte en lille smule spørgsmålstegn ved deres teorier, fortæller hun.

En af dem, der blev rasende over programmerne, gik så langt over grænse, at ordensmagten skred ind.

- Lige pludselig blev jeg ringet op af politiet, fordi der især var én, der havde sendt mange dødstrusler rettet mod mig, så de blev nødt til at reagere. Det var ret ubehageligt trods alt, medgiver hun.

Det er ikke den eneste gang, Signe Molde har fået dødstrusler. Da hun i DR-serien ”Signe Molde på udebane” ville undersøge, hvor meget man må gå amok, så længe man gør det i fodboldens navn, havnede hun i en ubehagelig situation, da en vred FCK-fan truede hende.

Sponsoreret indhold