Shu-bi-dua lever videre: - Bunden havde været helt vild

LÆS OGSÅ: Michael Bundesens hemmelige søn - far hentede mig

Bølgerne har gået højt i mere end 50 år, og kaptajnen har desværre forladt skuden før tid.

Alligevel sejler Shu-bi-dua videre under det opdaterede navn Shu-bi-dua 2.0, og endda med stor succes i hver en havn, hvor de lægger til.

– Der har været 17 medlemmer af Shu-bi-dua, og vi er de tre eneste, der er aktive. Så vi syntes, det var meget sjovt, hvis vi kunne køre det videre, fortæller en af bandets grundlæggere, Michael Hardinger og refererer til sig selv, bassisten Kim Daugaard og Jørgen Thorup, der spiller keyboard og nu også synger.

Shu-bi-dua har ikke spillet, siden Michael Bundesen i 2011 blev ramt af flere blodpropper og mistede evnen til at synge.

Imens har Shu-bi-dua 2.0 levet længe under andre navne, indtil de for to år siden skiftede til det navn, som alle danskere kan genkende. Også selv om forsanger Michael Bundesen i 2020 var gået bort.

– Vi snakkede med Bundens børn, Nanna og Nicolai, for de har arvet Shu-bi-dua-selskabet. De sagde, at de syntes, vi skulle være Shu-bi-dua 2.0-udgaven, siger Hardinger, der er helt sikker på, at Michael Bundesen selv også ville have været glad for, at bandet lever videre, som det gør.

– Han skrev i sin bog, at han havde været ude at høre os, da vi hed Hardinger Band, og han sagde, at han nok skulle have lyttet dengang, da vi sagde, at der skulle mere knald på i Shu-bi-dua, siger Hardinger, der bliver bakket op af Jørgen Thorup, der nu har overtaget Bundesens mikrofon.

– Han havde været helt vild med det. Han havde syntes, det var fedt, at det kørte videre på den måde, som vi gør det, siger han.

Vi elsker vort band

Historien om Shu-bi-dua er – som det antydes med de mange medlemsskift gennem tiden – og en historie om en flok musikere, der ikke altid har været enige.

Kampene lever da også videre, selv om parterne med tiden er blevet ældre.

– Når man er i et band, så er det på godt og ondt. Vi er en lille arbejdsplads, hvor vi er seks i bandet og fire i klubben. Så vi er 10 mennesker, der skal få det til at fungere, når vi er sammen til 50-60 koncerter om året. Så der er bølgegang, fortæller Jørgen Thorup, der ”støttes” af en glødende ironisk Michael Hardinger.

– Jeg har aldrig været ude for, at det var et problem, overhovedet. Heller ikke i Shu-bi-dua i gamle dage. Det var problemfrit og morsomt. Og hvad var det mere, jeg skulle sige? Nå ja, vi elsker hinanden, siger han med et glimt i øjet – og bakkes op af bandkammeraterne, der er enige i den sidste sætning.

Hvor længe bandet lever, er op til publikum.

– Den dag, de ikke gider høre ”Den røde tråd” mere, så gider vi heller ikke spille den, siger Rasmus Schwenger – som nok ikke behøver at spekulere på sin pension mange, mange år endnu.