Sarah Grünewalds værste mareridt: Troede sønnen ville dø i hendes arme

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald taler ud om stofmisbrug: Har brugt lang tid på at tilgive sig selv

Det var ved 20-ugersscanningen, Sarah Grünewald og hendes daværende mand Rasmus Backhaus fik at vide, at deres søn havde læbe-ganespalte.

Til at begynde med fyldte frygten for andre misdannelser hos det vordende forældrepar, men da det gik op for dem, at det kun var den kosmetiske misdannelse, de skulle forholde sig til, kunne de ånde lettet op.

Det fortæller tv-værten i “Et kapitel for sig”.

Efter Luis kom til verden i marts 2016, har de været ind og ud af hospitaler, for sønnen skal igennem flere operationer.

I Radio IIII-programmet fortæller Sarah om en højspændt episode efter en svælglapsoperation, hvor hun troede, at sønnen skulle dø fra hende.

Hun var alene hjemme med Luis, som var blevet forkølet om natten og vågnede ude af stand til at trække vejret.

- Han havde astma også, så jeg vågner med den her lille dreng, der bare bliver mere og mere blå på læberne og ikke kan få luft.

- Vi havde inden da haft en voldsom tur på hospitalet, hvor han havde haft ondt, og da jeg vågner i Valby med ham, der var jeg simpelthen sikker på, at han var ved at dø i armene på mig, fortæller hun i udsendelsen.

Hun havde tabt sin telefon, så hun kunne ikke selv ringe efter hjælp i den tilspidsede situation.

- Så jeg åbner min computer og på messenger får jeg så ringet til Ben, min mand, som så kunne ringe 112 og få fat i en ambulance til os. Som heldigvis kom hurtigt, og de kom ind og fik lagt en maske på ham og fik det droslet ned, fortæller hun.

Luis ville for alt i verden undgå en tur på hospitalet, og mor og søn fik allernådigst lov at blive hjemme på betingelse af, at Sarah ikke måtte falde i søvn.

Hun sad vågen til klokken 7.30, hvor Luis’ far Rasmus kom hjem fra Barcelona og kunne aflaste Sarah.

- Men det var sådan en af de der ture, som der ikke er nogen, man har været igennem med ham, hvor man bare har tænkt: “Hvordan fanden skal jeg komme igennem det her?” Men det gjorde vi. Og man kom jo stærkere ud på den anden side, for så havde man også prøvet det.

- Så vidste jeg at det kunne jeg også godt klare. Og han klarede det jo også fint. Han er jo ikke bange for hverken masker eller noget den dag i dag. Han synes faktisk, det er hyggeligt at være på hospitalet. Det er også sindssygt, siger hun og griner lidt.