Kendte8. juli 2023

Sådan blev han Ritter Sport: Rolf ændrede mit liv

Både vægten og humøret har ændret sig, efter Tour-kommentatoren blev sat sammen med cykelikonet
Dennis Ritter
Hemmeligheden bag den gode Dennis Ritter-form er simpel: Brug transport som træning. Tv-værten løber gerne på arbejde og hjem igen, og går turen til sommerhuset på Tuse Næs, 82 kilometer fra Frederiksberg-hjemmet, springer han op på jernhesten.
 Foto: Søren Jul Lamberth

LÆS OGSÅ: Fik Dennis Ritter og Rolf Sørensen til at stoppe op: – Det er rørende

Det er ikke kun Vingegaard, Cort og Skjelmose, der er mødt op til dette års Tour de France i absolut topform.

Også i kommentatorboksen sidder en dansker, der har helt styr på kondital, fedtprocent og syregrænser.

For 50-årige Dennis Ritter er blevet bidt af en gal motionist – han hedder Rolf Sørensen og sidder lige ved siden af Dennis og snakker cykelløb resten af juli.

Rolf Sørensen og Dennis Ritter
Det var i 2007, at en noget tungere Dennis Ritter indtog kommentatortjansen under Tour de France sammen med Rolf Sørensen.
 Foto: Niels S. Andersen

Nu skal vi løbe

- Jeg var en ”i morgen-atlet” i mange år. ”I morgen begynder jeg med løbetræning”. Eller ”i morgen melder jeg mig ind i træningscenter”. Det blev aldrig til noget, og jeg hadede mig selv for det.

- Jeg har altid vidst, at jeg fungerer bedst, når jeg er i form, men jeg kunne ikke knække koden i mange år, siger Dennis.

Først efter han i 2007 blev sat sammen med Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde for at rejse rundt og kommentere cykelløb, ændrede det sig hos Ritter.

Dennis Ritter
I år har Dennis Ritter for første gang fået en uges pause fra sit job på TV 2 News for at kunne forberede sit optimalt til at tale i timevis hver dag under det tre uger lange cykelløb.
 Foto: Søren Jul Lamberth

- Rolf ruskede op i mig og sagde: Vi løber en tur i morgen tidlig, og du kommer med, fortæller Dennis, der under løbe- og cykelture med kollegaen efterhånden lærte sig selv bedre at kende.

Kører fra Rolf

I år har Ritters form toppet, så han endda havde overskud i bjergene, hvor han og Rolf Sørensen optog ”Rolf og Ritter på Tour”.

Det er ikke første gang, magtforholdet mellem de to har set sådan ud på de franske bjergveje.

- Første gang det skete, var på et tidspunkt, hvor jeg også trænede til en iron man. Vi sad på vej op ad Col de Colombiere og snakkede med Rolf, som vi altid gør. Jeg havde bemærket, at det var nogle korte svar, der kom. Og på et tidspunkt kom der slet ikke svar.

Da jeg vendte mig om, kunne jeg slet ikke se ham – han var så langt væk, at jeg ikke kunne se ham! Der følte jeg mig som Superman, mindes kommentatoren, der understreger, at parret normalt kører med hinanden og ikke mod hinanden i Tour-optaktsprogrammet.

- Hvis nogen forstår sin krop og dens signaler, er det ham, for det ved cykelryttere alt om. Så han lærte mig en masse ting.

- Han lærte mig også, at det ikke er en skam at løbe langsomt. Det handler om at få det gjort. Og han hjalp mig med at acceptere, at det gør ondt, siger TV 2-profilen, der siden har gennemført iron man, løbet marathon og cyklet i de højeste bjerge.

Og formen er der lige nu: I maj løb han først Copenhagen Marathon, tog direkte videre til Frankrig for at cykle og optage ”Rolf og Ritter på Tour”, inden han tog hjem og agerede løbende reporter under Royal Run – alt sammen på bare to uger.

Bedre humør

Formen kommer faktisk også sommerens Tour-seere til gode.

- Det giver et meget bedre Tour de France, for sådan en arbejdsopgave på en meget intens måned, hvor jeg sidder ufatteligt meget stille, er det vigtigt at komme ned og være i god stand fra start. Så holder jeg længere – og humøret oppe længere.

Dennis Ritter og Morten Toft
Dennis har været sammen med sin mand, Morten Toft, siden 2005, og gemalen har altså også kunnet nyde, at den 50-årige tv-vært er blevet 25 kilo lettere med årene.
 Foto: Lars H. Laursen

- Jeg er blevet et andet menneske, siden jeg startede med træningen. Bare spørg Rolf om det! Jeg var 25 kilo tungere, end jeg er i dag. Og jeg havde kort lunte, var pirrelig og ikke i balance. Når jeg blev presset og stresset – det bliver man under Tour de France – så reagerede jeg på en uhensigtsmæssig måde dengang. I dag har jeg meget mere ro og balance, siger den garvede Tour de France-kommentator, der tager hele turen til Paris i boksen for 17. gang, når løbet slutter 23. juli.

Sponsoreret indhold