Kendte26. september 2023

Romantik med Romana og Hansi Hinterseer: Kærlighed i Kitzbühel

I 40 år har Romana været kvinden i schlagerkongens liv i det idylliske Tyrol – og parret har aldrig haft et skænderi
Romana Hinterseer og Hansi Hinterseer
Bag enhver mand og så videre … Romana Hinterseer, 63, er kvinden bag schlagerkongen, 69-årige Hansi Hinterseer.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: Hansi elsker Franzi: Hilsen til Frödin

Alperne ligger som sovende kæmper og omkranser den østrigske bjergby Kitzbühel, hvor alperoserne blomstrer i hver en altankasse og køer med klingende klokker græsser i de grønne enge.

Midt i idyllen bor en anden af områdets helt store kæmper, nemlig schlagerkongen Hansi Hinterseer sammen med sin hustru Romana.

Romana Hinterseer og Hansi Hinterseer
Det altid dejlige vejr i alperne byder på masser af udeliv.
 Foto: Jesper Sunesen

De to mødte hinanden i 1982, og har været ægtepar siden 1986 – og det har været det helt perfekte match.

– Vi er et lykkeligt par. Selvfølgelig har vi været uenige om noget, men vi har aldrig haft et skænderi, fortæller 69-årige Hansi Hinterseer, da SE og HØR møder ham og hustruen i deres hjemby.

Og de er ikke bare et par – de to arbejder også sammen, for det er faktisk fru Hinterseer, som er forfatteren bag mange af Hansis store hits.

Frau Hinterseers album

Nu er alle Romanas sange samlet på et helt nyt album, som også indeholder den nye single ”Glaub An Dich”, som ligeledes har tekst af fruen.

Det hele begyndte, da Hansi for 20 år siden fejrede 50-års fødselsdag.

Her havde Romana skrevet et kærlighedsbrev til sin mand.

Hansi blev så begejstret for Romanas talent for at sætte ord sammen, så han foreslog, at hun skulle prøve at skrive en sangtekst til ham.

Romana Hinterseer og Hansi Hinterseer
Fru Hinterseer holder sig helst uden for rampelyset og væk fra journalister og fotografer, men SE og HØR har været så heldige at få et interview med hende. – Danmark er altid noget helt særligt for både Hansi og mig. Danskerne er så skønne! udbryder Romana Hinterseer.
 Foto: Jesper Sunesen

Og sådan gik det til, at frau Hinterseer blev fast sangskriver for sin berømte mand.

– Jeg er meget stolt og glad for albummet.

– Jeg skriver ikke for andre artister, men kun for min mand, fordi jeg ved, hvordan han føler, tænker og hvilke ord, han bruger og hvilke ord, han aldrig selv ville sige, fortæller Romana til SE og HØR.

Schlagerkongen er vild med at synge sin hustrus tekster.

Romana Hinterseer og Hansi Hinterseer
Den nye cd ”Glaub An Dich – Von Herzen Das Beste” er udelukkende sange med Romanas smukke tekster.
 Foto: Jesper Sunesen

– Det er helt specielt for mig med en hel cd med Romanas sange. Hun skriver virkelig dejlige sangtekster.

– Når hun får en melodi, hun skal skrive tekst til, fungerer det sådan, at jeg skal lade hende være i fred – og så lige pludselig kommer inspirationen til hende, og så har hun skrevet noget rigtig godt, siger Hansi og smiler til sin elskede.

Romantisk derhjemme

Når den østrigske hitsanger rejser rundt og optræder, er der tusindvis af kvinder, der dåner over ham.

Men at Hansi har mange kvindelige fans, synes fru Hinterseer, bare er dejligt.

Romana Hinterseer og Hansi Hinterseer
Kærligheden blomstrer stadig mellem parret, som har været sammen i 40 år og har døtrene Laura på 35 og Jessica på 37 år.
 Foto: Jesper Sunesen

– Det betyder ikke noget for mig. Vi har kendt hinanden i 40 år. Jeg er glad på hans vegne, og det er også sødt, at også de unge mennesker er vilde med ham.

– Han har brug for mig, og jeg har brug for ham, så det er virkelig ikke noget problem, siger Romana med et stort smil, og fortæller, hvordan hendes berømte mand charmerer hende:

– Han er altid romantisk over for mig. Han siger altid: ”Skat, kom her … jeg elsker dig”.

Smuk schweizer

63-årige Romana er schweizisk-italiensk og kommer oprindeligt fra Schweiz – og det var også her hun og Hansi første gang mødte hinanden.

Lige i begyndelsen var de lokale i Kitzbühel ikke helt tilfredse med, at byens stjerne havde fundet sig en pige uden for lokalområdet

Romana Hinterseer og Hansi Hinterseer
I Kitzbühel er der mange små hyggelige caféer og smarte spisesteder.
 Foto: Jesper Sunesen

– Du kan nok forestille dig, hvordan det var første gang, jeg tog Romana med til Kitzbühel.

– Der var sådan en stemning af: ”Hvem er hun?”.

– Og der var noget jalousi. ”Hvorfor vælger han en pige fra Schweiz, når vi har så mange piger her?”, fortæller Hansi og understreger, at Romana i dag stortrives i den østrigske by.

Romana Hinterseer og Hansi Hinterseer
Hr og fru Hinterseer føler sig helt hjemme i dejlige Tyrol.
 Foto: Jesper Sunesen

SE og HØR vil gerne vide, hvad der er hemmeligheden bag 40 års lykkeligt parforhold:

– Der er ingen hemmelighed. Hvis jeg havde svaret, ville jeg være en rig mand, svarer Hansi med et stort smil, men løfter så alligevel lidt af sløret:

– Vi respekterer hinanden. Livet er kort, så vi går meget op i at være gode ved hinanden og ved andre.

Sponsoreret indhold