Kendte29. august 2021

Rasmus Jarlov i Twitter-bommert: Kobler morddømt præst sammen med metoo

Den konservative politiker forsøgte at lave en joke rettet mod dem, der brokker sig over, at mænd bliver fyret for "en bagatel af metoo-bølgen". Den vittighed er der ikke blevet taget særlig godt imod

Der var flere, der hævede øjenbrynene eller fik kaffen galt i halsen, da de så, hvad Rasmus Jarlov (K) skrev på det sociale medie Twitter lørdag aften.

- Endnu en uskyldig mand bliver jordet for en bagatel af metoo-bølgen.

Kommentaren var skrevet som svar til et opslag, hvor klummeskribent Christian Marcussen har delt en artikel om sognepræsten Thomas Gotthard, der er blevet fyret fra sit job i kølvandet på den dom, han har fået på drabet på sin hustru.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210609-173647-1-1920x1280we.jpg
 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

(Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix)

Hans forsøg på at være morsom ved at koble kvindemordet og metoo er faldet mange for brystet.

Flere undrer sig over, om han virkelig mener det i ramme alvor, eller om han derimod laver sjov med den alvorlige sag, der har efterladt en familien til dræbte Maria From Jakobsen i sorg.

Søndag formiddag ser Rasmus Jarlov sig nødsaget til at forklare sig. For hans tweet skulle absolut ikke på nogen måde tages bogstaveligt, og han var ikke ude på at love sjov på de efterladtes bekostning.

Han mener stikmodsat, det er helt på sin plads, at Thomas Gotthard bliver fyret for at have dræbt sin kone. Og det vil han gerne slå to fede streger under.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

- Lad os lige skære helt ud i pap: Jeg gør mig ikke lystig over den dræbte kvinde. Jeg gør mig lystig over dem, der plejer at sige, at mænd bliver jordet over bagateller og erklærer mig hermed enig i, at det er dybt alvorligt, og at manden selvfølgelig skal sparkes ud, skriver den 44-årige tidligere erhvervsminister på Twitter.

Han forklarer videre i endnu et tweet, at han er sikker på, at langt de fleste havde fanget den tykke ironi.

- Men selvfølgelig er alle dem, der primært er på sociale medier for at misforstå ting, så de kan starte en forargelsesfest oppe at ringe. Det burde jeg have forudset, lyder det fra den tidligere "Vild med dans"-deltager.

SE og HØR har været i kontakt med Rasmus Jarlov, der ikke ønsker at komme med yderligere kommentarer end det, han har meldt ud på Twitter.

Sponsoreret indhold