
5-årig fundet forladt ved busstop: Politiet gør grusomt fund i hjemmet

Forbipasserende fandt mandag morgen omkring klokken 10 en blot femårig pige alene og forladt ved et busstoppested i millionbyen New York.
Den lille pige var kun iført en lille, lilla bluse, lyserøde sko og lyserøde leggins, og de forbipasserende slog straks alarm, da den lille pige tydeligvis hverken var sammen med sine forældre eller andre, hun kendte.
Politiet ankom hurtigt til Port Authority Bus Terminalen, og her kunne den lille pige fortælle betjentene, at det var hendes egen far, der havde efterladt hende alene ved den travle station.
Faderen havde fortalt datteren, at hun skulle blive der, hvorefter han selv var gået.
Det lykkedes betjentene at få pigen til at forklare, hvor hun boede, og en patruljevogn kørte derefter hjem til pigens forældre i Stamford, Connecticut, lidt nord for New York.
Men her mødte der betjentene et grusomt syn.

Inde i huset fandt betjentene liget af pigens mor, en kvinde i 30’erne – og der var tydelige tegn på, at der havde været ”slåskamp” i huset, udtaler politiet ifølge New York Post.
Politiet betegner nu familiens hjem som et gerningssted, og de arbejder ud fra en teori om, at pigens far dræbte sin kone og efterlod sin datter på Port Authority Bus Terminalen – enten før eller efter at han begik forbrydelsen.
Familien var ifølge det amerikanske medie netop flyttet til huset få dage før, at drabet skete – og havde angivelig også holdt en indflytterfest så sent som søndag aften.
Noget tyder dog på, at der er tale om et ”trekantsdrama der er gået galt”. I hvert fald har det amerikanske politi allerede afhørt en ”anden person af interesse”. Dog har politiet endnu ikke afhørt eller anholdt pigens 32-årige far, der er flygtet. Han er lige nu efterlyst.
Om den lille pige oplyser politiet til New York Post:
- Hun har det godt, og vi tager os godt af hende. Hun er stadig hos os, og vi arbejder nu på at finde et sted, hvor hun nu kan være.