Kendte6. september 2019

Peter Warnøe trækker sig fra "Løvens hule"

Finansmanden Peter Warnøe har valgt at trække sig fra "Løvens Hule", efter det er kommet frem, at han har optaget ulovlige lån i flere af sine virksomheder
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/loevens_hule.jpg
 (Foto: Per Arnesen/DR)

Peter Warnøe har valgt at trække sig fra "Løvens Hule", efter det er kommet frem, at han har brudt loven ved at hæve flere millioner i sine selskaber.

Det oplyser han på Facebook.

- Arbejdsmæssigt er jeg inde i en meget travl periode for tiden, hvor en af mine vigtige prioriteter er at få bragt orden i en række private aktionærlån, der ikke skulle have været foretaget. Mine regnskaber er åbne, og der har ikke været skjult noget, men det er klart, at det ikke er en situation, jeg ønsker skal fortsætte, skriver Peter Warnøe og fortsætter:

- Jeg skal naturligvis have styr på disse private ting hurtigst muligt, hvad jeg arbejder intens på. Derfor har jeg også i en snak med Danmarks Radio i dag meddelt at jeg ikke har tænkt mig at være en del af Løvernes Hule sæson 5, som skal sendes til næste forår. Det har været fantastisk spændende at være med, men i næste sæson vil jeg begrænse mig til at se med på sidelinjen.

Artiklen fortsætter efter opslaget

Det var Børsen, der i går kunne afsløre, at Peter Warnøe havde optaget ulovlige aktionærlån, der løb op i mere end 20 millioner kroner.

- Jeg synes jo ikke, at det er sjovt at bryde loven, men det har været en måde at overleve på og komme videre. Du kan godt kalde det desperation, hvis det er det rigtige ord, fortalte Peter Warnøe i den forbindelse.

Peter Warnøe var en af de nye løver, da "Løvens Hule" vendte tilbage tidligere på året.

Nu ser det altså ud til, at DR endnu en gang skal på løvejagt, hvis de stadig vil have fem løver med i programmet.

Det er endnu ikke meldt ud, hvornår en ny sæson af "Løvens Hule" får premiere på DR1.

Sponsoreret indhold