Kendte3. maj 2023

Pernille Rosendahl erkender: Frygter at det sker igen

Frygten for, at en tredje part skal komme imellem hende og Kristian Jensen ligger i baghovedet på Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl
Sangerinden Pernille Rosendahl lyder ikke som en, der ser "X Factor" længere...
Sangerinden Pernille Rosendahl taler ud om forholdet til Kristian Jensen i ærligt interview.
 Foto: Ritzau Scanpix

Pernille Rosendahl har aldrig lagt skjul på, at hendes forhold til Kristian Jensen er født i forbudt kærlighed.

Og fordi den tidligere Venstreløve stadig var gift med Trine, da det slog gnister mellem ham og Pernille, udeblev den altoverskyggende, florlette forelskelse.

Det fortæller sangerinden i podcasten ”112 for knuste hjerter”.

- Vi har aldrig rigtigt har haft den der blomstrende forelskelse. Der har hele tiden ligget et mørke hen over kærligheden. Det prøver vi lidt i dag – nogle gange tillader vi os selv at være forelskede.

- Det tror jeg bare er en præmis mellem os, at det startede på en rigtig uheldig måde, som ingen af os har det særlig godt med, siger hun i podcasten.

Hun vil ikke anbefale nogen at gå ind i en relation med en gift mand, for, som hun siger, er det forbundet med store omkostninger.

Ikke bare for alle de øvrige involverede, men også for en selv.

- Det er meget komplekst at blive forelsket i et menneske, der er linket til et andet menneske. Der er noget med, at man meget hurtigt kan miste sit selvværd som person, når man er den, som står udenfor og kigger ind på et ægteskab.

- Man kan miste selvværdet og følelsen af, at man er god nok til at blive elsket, fordi man bliver valgt fra hele tiden. Det kræver ret stærke mennesker at være i utroskab, fortæller Pernille, som bliver kontaktet af stribevis af kvinder, som står i samme situation og vil have hendes råd.

Det endte dog, for Pernille og Kristians vedkommende lykkeligt, og i september sidste år blev de gift.

Men dermed ikke sagt, at parret bare kan læne sig tilbage i hinandens arme og leve lykkeligt til deres dages ende.

- Jeg har da også haft en periode, hvor jeg tænkte ”nå, men bliver jeg så nervøs for, om det sker i vores forhold?” Kristians og mit, indrømmer hun.

Derfor har parret en åben debat om, hvordan de undgår at nå derhen, hvor der kommer nogen imellem dem.

- For vi er jo voksne mennesker – vi er begge to enormt aktive og går ud i verden og møder hele tiden vidunderlige mennesker. Det er jo ikke svært at blive fascineret. Man skal ikke tro, at bare fordi nu har vi giftet os, så bliver han aldrig fascineret af en anden kvinde – selvfølgelig vil han det.

- Og jeg vil blive fascineret af andre mænd. Men jeg ved, at den dag, det sker, har vi nogle meget klare aftaler om – nogle kodekser, hvor vi har talt de her situationer igennem.

Utroskaben var et tema, da Pernille og Kristian blev gift. For et af deres ægteskabsløfter, de gav hinanden, var, at man har pligt til at komme og fortælle det, hvis man pludselig bliver fascineret af et andet menneske.

- Også før det begynder at udvikle sig. Det er jo et barometer, du render rundt med. En ting er, at man selvfølgelig bedrager den anden, hvis man giver efter for en fascination, men man bedrager også sig selv.

- Der har vi prøvet at sige, at det er et løfte. Og et løfte er noget, man kan prøve at efterleve og ære, men man ved jo ikke, om man kan det i situationen, men man kan jo i hvert fald tale om det.

Vielsen mellem Kristian Jensen og Pernille Rosendahl fandt sted på Nørrebro.
Vielsen mellem Kristian Jensen og Pernille Rosendahl fandt sted på Nørrebro.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Hvad nu hvis Kristian bare er sådan en, der forlader sin partner for en anden? Det er et spørgsmål, som har rumsteret i baghovedet på Swan Lee-frontkvinden.

- Klart! Selvfølgelig. Og der må jeg bare sige, at det kan det jo godt. Det kan også ske for mig. Det kan jo principielt ske for alle mennesker, der er et sårbart sted i deres liv. Hvis man er ulykkelig og der pludselig står et vidunderligt menneske og siger alle de rigtige ting, og … Der er jo enormt store omkostninger forbundet med det. Jeg ville ønske, at det aldrig havde … under de omstændigheder, lyder det.

Derfor forsøger hun og Kristian i vid udstrækning at være hinandens sandhedsvidner.

- Og jeg kan mærke inde i mig selv, at når jeg en dag ikke længere går ind i det sandhedsrum med ham, så vil jeg vide, at det er et kæmpe red light.

Til trods for den nagende tvivl, var hun absolut ikke i tvivl, da han faldt på knæ, hev ringen frem og spurgte, om hun ville gifte sig med ham.

- Jeg tænkte faktisk lidt ”det tog ham fandeme lang tid”. Jeg havde da sådan lidt tænkt, at det kan da være, han kommer efter et halvt år vi har været sammen, og det skal være en stor romance, men det skulle det ikke.

- Det var en skidebøvlet start, vi havde og sådan noget, men jeg var ikke i tvivl, da han kom og spurgte.

Sponsoreret indhold