Kendte23. oktober 2020

Paludan grundlægger kirke: Vil selv være ærkebiskop

Den islamkritiske partiformand i Stram Kurs er i færd med at stifte sin egen kirke
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200625-182118-a-1920x1281we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Rasmus Paludan, 38, har allerede stiftet sit eget højreradikale parti, Stram Kurs, men nu bevæger han sig imidlertid fra politik til tro og kirke.

Den racismedømte advokat og politiker udnævner samtidig sig selv som ærkebiskop i kirken, som er opkaldt efter en spansk helgen, der ville hjælpe landet fri fra muslimsk besættelse.

Det bekræfter han selv overfor Kristeligt Dagblad.

Det nye kristne trossamfund bærer navnet Sankt Jakob Mauerdræberens Kirke, og Paludan er stadig i gang med at få det sidste på plads.

Indtil videre er kirken egentlig blot et CVR-nummer med adresse i den midjyske by Rødkærsbro.

- Vi er i gang med at sikre, at vi lever op til alle kravene, så vi kan blive et anerkendt trossamfund, og så skal vi have erhvervet nogle kirkebygninger, lyder det fra den kontroversielle politiker og tilsyneladende ærkebiskop.

Islamkritisk kristen kirke

Han forklarer til avisen, at hans nye kristne kirke vil gøre op med en leflen for islam i den danske folkekirke.

- Det er en kristen kirke, men vi har ikke så meget fokus på at vende den anden kind til. Vi er inspireret af Sankt Jakob, som drog sværdet, når det var nødvendigt, siger han, før han slår fast:

- Så det er lidt korstogsagtig.

Tidligere denne måned kunne man læse, at Stram Kurs-stifteren havde fået anerkendt svensk satsborgerskab, ligesom han har planer om at kunne ”lave aktiviteter i Sverige senere i år”.

Paludan har før forsøgt at arrangere koran-afbrændinger på den anden side af sundet, men er i den forbindelse blevet nægtet indrejse. Med et statsborgerskab vil han ikke længere kunne nægtes dette.

Sponsoreret indhold