Otte år efter hun forsvandt: Maddies forældre får kæmpe erstatning

Madeleine 'Maddie' McCann



I de otte år, der er gået siden Madeleine McCann forsvandt under en ferie i Portugal, har utallige teorier om hendes mystiske forsvinden myldret frem.

Flere gange er hendes forældre, Kate og Gerry McCann, blevet beskyldt for selv at stå bag datterens mystiske forsvinden - blandt andet af en portugisisk politibetjent, som nu er dømt til at betale en enorm erstatning til forældreparret.

Det skriver det britiske medie Sky News.

En domstol i Lissabon har nu dømt den tidligere politibetjent Goncalo Amaral til at betale 606.000 euro (svarende til 4,5 millioner kroner), fordi han i 2008 udgav bogen 'Maddie: A Verdade da Mentira' (Maddie: Sandheden bag løgnen), hvori han beskyldte forældrene for at stå bag pigens død.

LÆS OGSÅ: Britisk politi erkender: Vi må stoppe med at lede efter Maddie

I bogen fremlagde den portugisiske politibetjent, hvad han mente var beviser for, at den dengang 3-årige Maddie døde ved et uheld, hvorefter forældrene skilte sig af med datterens liv.

Forældrene har siden pigens forsvinden fastholdt, at de er uskyldige og lagde sag an mod politibetjenten og forfatteren. De havde selv håbet på at få 10 millioner kroner i erstatning, men domstolen i Lissabon endte altså med et erstatningsbeløb på 4,5 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Forsvundet sporløs: Så meget har Maddie-eftersøgningen kostet

- Vi vil gerne understrege, at sagen aldrig har handlet om penge. Det har altid været med fokus på injurierne mod vores andre børn og den skade, som sagen har forvoldt mod eftersøgningen af Madeleine, siger forældrene Kate og Gerry McCann i en udtalelse.

Domstolen har også forbudt videre salg af Goncalo Amarals bog. Forlaget har nu 60 dage til at returnere de mange eksisterende kopier.



Dette er det sidste billede, der er taget af Maddie. Det blev taget samme dag, som hun forsvandt - se flere billeder fra sagen i bunden af denne artikel (Foto: AOP)


Kun én ting er sikker
Flere medier og bøger har siden 2007 spekuleret i utallige teorier om Madeleine 'Maddie' McCanns mystiske forsvinden: Blev hun kidnappet af en pædofil, dræbt under et indbrud i familiens ferielejlighed eller stjålet af menneskesmuglere og solgt videre til et barnløst par? Indtil videre har den enorme eftersøgning, der har stået på mere eller mindre siden 2007, ikke givet svar.

Kun én ting ér sikkert: Madeleine McCann blev meldt savnet kl. 22:14 torsdag den 3. maj 2007.

LÆS OGSÅ: Politiet 'ignorerede' vigtigt tip: Blev Maddie smidt i en sø?

I timerne inden da havde forældrene Kate og Gerry McCann siddet mindre end 50 meter fra ferielejligheden i Praia da Luz i Portugal og nydt et glas vin med en flok venner - og ikke bemærket, at Maddie forsvandt fra værelset, hvor også hendes to mindre tvilling-søskende lå og sov.

Portugisisk politi meddelte fra start, at de efterforskerede sagen som en kidnapning og efterlyste vidner, der havde set noget mistænkeligt i dagene op til forsvindingen 3. maj 2007.

Men trods tusindvis af henvendelser fra borgere, kom politiet aldrig så langt, at de kunne tilbageholde nogen.



Maddies forældre har hele tiden fastholdt, at de er uskyldige - se flere billeder fra sagen i bunden af denne artikel (Foto: AOP)


31 efterforskere arbejder stadig på sagen
Sagen er af britiske medier blevet sammenlignet med prinsesse Dianas død (i august 1997, red.) på grund af den store mediebevågenhed, og kendisser som blandt andre David Beckham, Paven og J K Rowling har alle presset på for at få sagen undersøgt til bunds af myndighederne.

Presset fra medierne og omverdenen har været så stort, at britisk Scotland Yard i maj 2011 iværksatte den såkaldte 'Operation Grange', som minutiøst gennemgik de over 30.000 sider dokumenter og som også foretog flere rejser til Portugal sidste år.

LÆS OGSÅ: Ny rapport: Derfor gik Maddie-eftersøgningen galt

'Operation Grange' arbejder stadig med sagen i dag - 31 efterforskere har således som eneste formål 'at få sagen opklaret'. I marts foreslog en højstående politichef, at de 31 britiske bør 'omrokeres' og i stedet koncentrer sig om terrortruslen mod England samt at opklare en række mordsager, der har rystet England siden jul.

- Det er på tide at re-fokusere og finde ud af, hvad vi skal gøre for at gøre London sikker. Vi har ikke længere ressourcer til at have specielle efterforskninger over hele verden, som ikke har noget med London at gøre, udtalte politichef John Tully ifølge Daily Mail.

På søndag er det otte år siden, at Maddie forsvandt.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close