
Ny nedtur: Kæmpe skattesmæk til stenrig tobaksenke

LÆS OGSÅ: Krig i Færch-familien: Strid om vildt millionbeløb afgjort
Tineke Færch kender efterhånden det danske retssystem ganske godt.
Men det er ikke meget, den stenrige tobaksenke har været vant til at vinde, selvom hun igen og igen har været indblandet i sager mod alt fra familiemedlemmer, advokater, rådgivere samt forfatter, journalist og tidligere Melodi Grand Prix-vinder Michael Teschl.
Således var det formentlig også en ganske velkendt følelse, hun havde, da Retten i Lyngby 16. juni afsagde dom i en sag, hvor hun havde sagsøgt Skatteministeriet.
Her blev myndighederne nemlig pure frikendt, ligesom hun blev pålagt at betale 200.000 kroner i sagsomkostninger.
Det viser dommen, som SE og HØR har fået aktindsigt i.
Sagen har været i gang i årevis og drejer sig om, hvorvidt 94-årige Tineke Færch personligt er skattepligtig af to lån, som hendes selskab SF-Gruppen har ydet til en hollandsk fond, som har opkøbt fast ejendom i Portugal.
I alt drejer det sig om 16.804.557 kroner i perioden 2012 til 2015.
Mystik om ægteskab
Selve sagen er ganske speciel og involverer blandt andet hendes adoptivsøn, Erik Færch, og hans ægteskab til Petronella Adriana Maria Bos, som tidligere har været omtalt i SE og HØR og andre medier.
Ægteskabet skabte stor presseomtale, da Erik Færch fandt sammen med Henriette Zobel i 2018, mens han stadig var juridisk gift med Petronella Adriana Maria Bos, som i øvrigt er niece til Tineke Færch.
Deres ægteskab begyndte 27. oktober 2016, men 11. februar 2021 blev de skilt igen med tilbagevirkende kraft fra 21. april 2017.
Petronella Adriana Maria Bos grundlagde i 2012 den hollandske fond, som fik navnet Tinie Bos-Poelmann Stichting. Hun var selv eneste ledelses- og bestyrelsesmedlem i fonden.
Både Erik Færch og Petronella Adriana Maria Bos har tidligere været involveret i SF-Gruppen, fremgår det af det offentlige virksomhedsregister.
Betalte lejligheder to gange
Striden har i årevis været nævnt i regnskaberne for SF-Gruppen, der er Tineke Færchs pengetank med en egenkapital på knap 256 millioner kroner. Pengene stammer især fra hendes afdøde mand, Stener Færch, som blev rig på aktier fra det hedengangne Skandinavisk Tobakskompagni.
Desuden har Ekstra Bladet flere gange omtalt sagen, hvor det er fløjet rundt med vilde beskyldninger om alt fra tyveri til fejl på dommerkontoret.
Kort fortalt har forklaringen i tidligere retssager lydt, at Tineke Færch i 2011 ville give sønnen to lejligheder i Portugal. Han skulle selv bo i den ene, mens hans ekskone skulle bo i den anden. Den omtalte ekskone er en anden end Petronella Adriana Maria Bos.
Ifølge den nye dom overførte Tineke Færch først tre millioner kroner til Erik Færch 7. december 2011. Efterfølgende overførte han 2.235.400 kroner til en konto i udlandet, som ifølge retten var udbetaling til de to lejligheder i Portugal.
Desuden modtog Erik Færch godt 12,6 millioner kroner fra moren 21. december 2011.
Nederlag i Holland
Kort efter stiftelsen af den hollandske fond året efter, skrev Erik Færch på vegne af fonden til et ejendomsudviklingsselskab, at det i stedet var fonden, som i fremtiden skulle eje lejlighederne.
Derfor skulle de tidligere overførsler omgøres, og udbetalingerne skulle i stedet overføres til fonden.
Det fortalte han dog tilsyneladende ikke sin mor, kunne Ekstra Bladet dengang fortælle på baggrund af forklaringer i retten. I stedet fortalte han, at pengene var blevet stjålet fra hans bankkonto, og moren måtte derfor overføre dem igen.
Siden blev de store millionbeløb overført fra SF-Gruppen, hvilket allerede dengang fik selskabets revisorer til at slå alarm, fremgår det af regnskaberne. Der blev indgået to låneaftaler mellem fonden og SF-Gruppen i 2012 og 2013, men hverken Skat eller en domstol i Holland mener, at disse er helt reelle.
SF-Gruppen har forsøgt at indkræve lånene via en retssag i Holland. Den sag bruger Tineke Færch som argument for, at der er uafhængighed mellem SF-Gruppen og fonden. Sagen blev tabt i februar 2025, men den er blevet anket.
Ifølge Skat kom den hollandske domstol frem til, at fonden “ikke var forpligtet til at tilbagebetale de overførte beløb, fordi de havde karakter af gaver til Erik Færch og Petronelle Bos, og således ikke var lån”.
Retssager på stribe
Færch-familiens liv har nærmest været én lang retssag, siden overhovedet Stener Færch gik bort i 2005 og efterlod en splittet familie, som siden har kæmpet en hård kamp om de mange millioner.
Familien, der har været omtalt som blandt Danmarks rigeste, har især grundlagt formuen på tobak, hvor de grundlagde en fabrik i Holstebro i 1800-tallet. Siden er familien dog blevet delt i en jysk og sjællandsk gren, og der har ikke manglet stridigheder.
Den store arvestrid har blandt andet været omtalt i en række medier samt Frihedsbrevet-podcasten ”Huset Færch” og bogen ”Færch – Familien, magten og pengene” fra 2008. Sidstnævnte skrev Michael Teschl, som også blev blandet ind i sagen.
Stener Færch efterlod sig hustruen Tineke og parrets adopterede børn, Erik og Merethe. Sidstnævnte købte efter farens død en række aktier i familiens tobaksselskab fra moren, men efter handlen blev værdien mangedoblet, da selskabet solgte ejerskabet af Skandinavisk Tobakskompagni.
Tineke og Erik mente, at Merethe var vidende om det forestående salg og derfor franarrede moren et større millionbeløb, hvorfor Tineke sagsøgte datteren og krævede et trecifret millionbeløb af hende. Det var hverken byretten eller landsretten dog enige i, og Procesbevillingsnævnet ville ikke lade sagen gå til Højesteret, hvorfor den sag blev lukket i 2016.
Striden fik dog nyt liv i 2023, da Merethe Færch hev moren i retten. Tineke Færch har siddet i uskiftet bo, siden Stener Færch døde, og datteren mente, at der var sket misbrug af midlerne i boet. Det fik hun Retten i Lyngbys ord for, som SE og HØR for nylig kunne fortælle. Sagen er dog ifølge hendes advokat anket til landsretten.
Skattesmæk
Mens myndighederne igen og igen er kommet frem til, at beløbet skal beskattes hos Tineke Færch, er hun uenig.
Af retsdokumenterne fremgår det, at hun mener, at Skat mangler lovhjemmel til at beskatte hende af pengene.
Skat holder dog fast og understreger blandt andet, at lånet uanset hvad er i Tineke Færchs personlige interesse – og ikke i SF-Gruppens.
Det samme kom Retten i Lyngby i december frem til i en sag, hvor Tineke Færch var blevet sagsøgt af sin adoptivdatter, Merethe Færch, som mente, at moren havde misbrugt et større millionbeløb af den formue, som hun skulle arve fra faren.
I den sag kom retten frem til, at lånet til fonden var iværksat af Erik Færch og til hans fordel, ligesom det ikke kan dokumentes, at pengene ikke endte i hans lommer.
Har tabt igen og igen
Siden Skat traf beslutningen om, at Tineke Færch personligt skal beskattes af millionbeløbet, har hun kæmpet for at få omgjort det.
Tidligere har Erik Færch fortalt Ekstra Bladet, at pengene er blevet tilbagebetalt til Skat. Derfor handler sagen om, at Tineke Færch vil have pengene retur.
Men først tildelte Skatteankestyrelsen hende et nederlag i 2018, og i 2023 gjorde Landsskatteretten det samme.
Nu har byretten fulgt trop, men sagen stopper ikke her.
SE og HØR har været i kontakt med Tineke Færchs advokat, Philip Graff, som nu har overtaget sagen. Han oplyser, at sagen er anket, men derudover har hverken hans eller hans klient kommentarer til sagen
