Kendte20. april 2023

Nedturen er total for Jonathan Majors: Misbrugsofre på stribe står frem

Det ser ikke særlig godt ud for filmstjernen, der skal i retten for vold mod sin kæreste i næste måned
Flere kvinder samarbejder angiveligt nu med politiet i forbindelse med sagen mod Jonathan Majors.
Flere kvinder samarbejder angiveligt nu med politiet i forbindelse med sagen mod Jonathan Majors.
 Foto: Ritzau Scanpix

Højt at flyve, dybt at falde.

Sådan lyder den berømte talemåde, og sådan ser det ud til, at virkeligheden bliver for filmstjernen Jonathan Majors.

Den 33-årige skuespillers karriere peaker i øjeblikket, hvor han er aktuel i to kæmpefilm, "Creed III" og "Ant-man and the Wasp: Quantumania", der indtil videre tilsammen har indtjent over fem milliarder kroner.

Jonathan Majors' succes fik dog en grim rids i lakken i marts, da han blev anholdt efter beskyldninger om vold mod kæresten, og nu ser det ud til, at nedturen er fuldstændig total for stjernen.

I hvert fald er kvinder på stribe angiveligt nu stået frem og har beskyldt Jonathan Majors for misbrug og krænkelser mod dem.

Det skriver både Variety og TMZ.

Ifølge de amerikanske medier samarbejder kvinderne med politiet i forbindelse med deres efterforskning af skuespillerens voldssag mod ekskæresten.

Hovedpersonen selv nægter sig dog skyldig gennem sin advokat, Priya Chaudry.

- Jonathan Majors er uskyldig og har ikke misbrugt nogen, siger advokaten og fortsætter:

- Vi har overleveret uigendrivelige beviser til anklagemyndigheden, som slår fast, at anklagerne er falske, og vi er overbeviste om, at han vil blive frikendt fuldstændig.

Jonathan Majors blev anholdt 25. marts i New York som følge af et skænderi med kæresten, som beskyldte ham for vold, kvælning og chikane.

Skuespilleren blev så sent som tidligere denne uge droppet af både sin manager, Entertainment 360 Part, og sit pr-firma, The Lede Company, som følge af sagen mod ham.

Jonathan Majors' advokat påstår dog, at kæresten har trukket sine anklager tilbage. Advokaten har sågar offentliggjort en række sms-beskeder, som kvinden skal have skrevet til skuespilleren efter anholdelsen af ham.

- Please fortæl mig, at du er okay, når du får denne besked. De forsikrede mig om, at du ikke ville blive tiltalt. De sagde, at de ifølge protokol var nødt til at arrestere dig, da de så skaderne på mig, og vidste, at vi havde haft et slagsmål. Jeg er så vred over, at de gjorde det, står der i beskederne.

- Jeg er ked af, at du er havnet i denne position. Vil sørge for, at der ikke sker noget. Jeg fortalte dem, at det var min skyld, og at jeg prøvede at få fat i din telefon. Jeg er lige kommet ud af hospitalet. Bare ring til mig, når du er ude. Jeg elsker dig, lyder det videre.

Skuespilleren skal for retten 8. maj.

Sponsoreret indhold