Kendte17. august 2022

Morten Kjeldgaard sætter lejligheden til salg: Vil købe hus sammen med Frederik Haun

Forlanger over to millioner mere, end "Vild med dans-stjernen" betalte for sin Frederiksberg-lejlighed i 2016
Morten Kjeldgaard og Frederik Haun har gang i mange ting for tiden. De planlægger et "forårsbryllup", er i gang med flere bolighandler og er begge blevet selvstændige.
Morten Kjeldgaard og Frederik Haun har gang i mange ting for tiden. De planlægger et "forårsbryllup", er i gang med flere bolighandler og er begge blevet selvstændige.
 Foto: Martin Høien

LÆS OGSÅ: Planlægger et forårsbryllup

Frederik Haun havde en helt frisk bolignyhed med, da Bagedyst-finalisten for kort tid siden tog en tur ned ad den røde løber.

Det skete dog uden "hovedmanden" bag det lejlighedssalg, som parret netop har sat i søen.

Frederiks kæreste og snart kommende mand, Morten Kjeldgaard, var nemlig ikke med, men det er ham der på papiret ejer deres lidt under 100 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg.

- Jeg har lige delt en story med mine følgere på Instagram, kunne Frederik Haun fortælle.

- Hvis I kan bruge en lejlighed, så er der en flot lejlighed her.

- Jeg er jo tidligere ejendomsmægler. Så jeg kan ikke lade være.

- Hvorfor har I sat den til salg?

- Vi har jo ikke delt så meget endnu, udover at vi har været ude og kigge på nogle huse, vi fandt interessante, lyder det hemmelighedsfuldt fra Frederik Haun.

- Efter vi begge er blevet selvstændige og arbejder oven i hinanden derhjemme i en treværelses lejlighed, så har vi brug for noget mere plads.

Premiere på HBO Nordic-serie 17. august 2022
Frederik Haun (.t.h.) mødte onsdag aften op til premieren, men altså uden Morten Kjeldgaard ved sin side. I stedet havde han sin bedste ven, Kasper, med.
 Foto: Dan Mariegaard

Og købet af en bolig - med have - kan være tæt på. Frederik vil dog ikke komme nærmere ind på, hvor parret præcis er tæt på at skrive under. Eller måske allerede har gjort det.

- Man skal passe på med at sige, at man har købt noget, før det reelt er sket, lyder det fra Frederik Haun, der dog forventer at kunne fortælle mere "meget snart".

Han forklarer også, at det ikke bliver i hjertet af København, men tæt på byen.

Ifølge den boligannonce, der netop er blevet delt på nettet, kan man se, at Morten Kjeldgaard vil have 6,175 millioner kroner for lejligheden.

Det er over to millioner kroner mere, end de fire millioner kroner han i 2016 smed for at få hele ejerskabet af lejligheden.

Den havde ifølge data fra Tinglysningen indtil da været halvt ejet af hans daværende kæreste, den norske danser Vegard Kristiansen.

Sponsoreret indhold