
Morgendukkert og surdejsboller: Jokeren har droppet coke

- Alle odds var imod, at jeg nogensinde kunne blive clean igen. Men jeg har fundet kuren, som jeg ville ønske, jeg havde fundet for 20 år siden, fortæller Jesper ”Jokeren” Dahl i et stort interview med Berlingske.
Rapperen har med depression, adhd, stress, ptsd og angst fuld plade i diagnosebingo, men efter han på kort tid mistede tre kammerater til stofmisbrug, tog han i slutningen af sidste år en stålfast beslutning om at blive kokainen kvit en gang for alle.


Jokeren dømt skyldig i kokain-kørsel: Her er straffen
Det begyndte med en tur til Portugal, hvor Jokeren under det fem dage lange ophold ingenting måtte sige - i stedet var der fuld fokus på åndedrættet.
Undervejs deltog i han en såkaldt bufo-ceremoni anført af en mexicansk shaman. Under ceremonien skulle han inhalere sekret fra en tudse. Sekretet siges at indeholde et psykedelisk stof DMT, også kendt som gudemolekylet.
Turen til Portugal beskriver han som livsændrende.
Før turen brugte han rask væk en million om året på kokain, vodka og taxature. Nu tager rapperen sin healingproces seriøst. Han er stoppet med at tage coke, og han har samtidig lagt psykofarmaka på hylden.
I stedet tager han en dukkert i havet hver morgen og bager surdejsboller, som han sælger nede for enden af vejen.
Og så mikrodoserer han psykedeliske svampe.
Jokeren siger, han er rask. Det har han sagt før, men denne gang har han det om ikke andet bedre end nogensinde før.
- Ja, men selvom man er rask og er i gang med en healingproces, så er man jo ikke mere rask, end at man selvfølgelig kan gøre forkerte og dumme ting. Derfor er den kontinuerlige selvudvikling vigtig, for der findes ikke et quickfix, siger han til avisen og tilføjer:
- Nej, jeg tager ikke bare nye stoffer. Jeg tager et lillebitte, umærkeligt kosttilskud, der hjælper min hjernes neuroplasticitet, så jeg kan genskabe den hjerne, jeg har ødelagt, siden jeg var 12 år gammel.