Kendte3. april 2019

MØ aflyser turné

Superstjernen MØ tager en pause for at passe på sit helbred
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/38_18.jpg
 Foto: Aller Media

MØ bliver nødt til at passe på sit helbred, og derfor aflyser hun sin turné i Asien.

Det skriver hun selv på Instagram.

Den fynske sangerinde skulle blandt andet have været i Manila og Taipei senere på måneden.

Hendes asiatiske fans må nu kigge langt efter hende og de mange megahits.

- Jeg vil gerne sende en kæmpe undskyldning til alle mine fans i Asien og til alle, der er blevet ramt af aflysningen af den asiatiske del af min Forever Neverland-tour, skriver MØ på Instagram.

- Tingen er den, at jeg efter min amerikanske turné var ekstremt udmattet mentalt og fysisk. Jeg indså, at jeg ikke havde haft en rigtig pause i seks år, skriver MØ yderligere.

Hun skriver også, at hun ignoreret de signaler, hun har fået fra sin krop.

- Jeg har ignoreret mine krops signaler og er fortsat med at køre på uden at stoppe op og tage hensyn til mig selv, skriver hun.

- Jeg er nået til et punkt, hvor jeg i den grad føler, at jeg er nødt til at prioritere mit helbred. Derfor er jeg nødt til at træffe nogle svære beslutninger for at give mig selv lidt tid.

Den 30-årige sangerinde genoptager efter planen sin turné rundt i verden senere på måneden.

23. april skal hun spille i Auckland i New Zealand, og derefter følger en turné rundt i Australien.

Efter planen kommer MØ til Roskilde Festival og giver koncert til sommer.

Sponsoreret indhold