Kendte1. januar 2024

Mobilfri zone: Daimi gør som dronningen

Ligesom majestæten ejer den folkekære sangerinde ingen computer, og hun nyder i stedet livet uden internet
Dejlige Daimi Gentle fejrer 80-års fødselsdag 1. januar.
Dejlige Daimi Gentle fejrer 80-års fødselsdag 1. januar.
 Foto: Martin Høien

LÆS OGSÅ: Folkeskole har været mobilfri i to uger

"Jeg sætter min hat som jeg vil," sang Daimi første gang i 1967, og i dag, mere end 50 år senere, lever hun selv efter sangens kække og uafhængige motto.

Sanger og skuespiller Daimi Gentle, som fylder 80 år den 1. januar er, nøjagtig som dronning Margrethe, ikke afhængig af cyberspace.

– Jeg har en gammel Nokia-telefon med en elastik omkring og en fastnettelefon, hvor man kan lægge en besked.

– Men jeg er ikke på nettet. Jeg har ingen computer og ingen mailadresse.

På teatret Riddersalen er der blevet lavet et lille hul i væggen ind til Daimis garderobe, så hun kan være med i snakken, når kollegerne hygger sig på gangen.
På teatret Riddersalen er der blevet lavet et lille hul i væggen ind til Daimis garderobe, så hun kan være med i snakken, når kollegerne hygger sig på gangen.
 Foto: Martin Høien

– Jeg kan godt leve uden, og jeg lever så godt, fortæller Daimi, da SE og HØR møder hende i anledning af hendes 80-års fødselsdag.

– Når det offentlige Danmark vil tale med mig, så ringer de til mig. De finder mig.

– Jeg får ikke digital post, men gammeldags breve i postkassen i stedet for, siger sangeren, der helt klart ser en fordel ved ikke at være på nettet med blinkende nyhedsbjælker og tikkende beskeder på sociale medier.

Det blev et kæmpestort hit, da Daimi og Dirch Passer sang ”Hvem har du kysset i din gadedør?” i Cirkusrevyen i 1967: – Dirch var skøn! fortæller Daimi.
Det blev et kæmpestort hit, da Daimi og Dirch Passer sang ”Hvem har du kysset i din gadedør?” i Cirkusrevyen i 1967: – Dirch var skøn! fortæller Daimi.
 Foto: Kurt Lorentzen/Ritzau Scanpix

– Jeg er fri for meget af den støj, som foregår på nettet. Lige på det punkt kan jeg godt mærke, at jeg bliver 80 år, for jeg kan ikke klare alt det støj, siger hun.

Det swing’er stadig

Selv fatter Daimi ikke, at hun fylder 80 år. Hun synes, det runde tal er uvirkeligt.

Daimi er da også langt fra tynget af alderen. Hun synger stadig så det swing’er, når hun tager ud og optræder med Louisiana Jazzband.

– Jeg har sunget med dem i mere end 30 år, og de siger, jeg har slidt to hold musikere op, fortæller Daimi, som dog arbejder mindre nu, end da hun var yngre.

– Jeg har masser af fritid, fordi jeg startede nedtrapning af arbejde allerede for 10 år siden.

– Jeg kan godt lide at gå i biografen og læse bøger og gå ture, siger den folkekære sanger.

Daimi og hendes mand, musikeren Cliff Gentle fik mere end 50 år sammen – 43 af dem som mand og kone, inden han gik bort i 2014.
Daimi og hendes mand, musikeren Cliff Gentle fik mere end 50 år sammen – 43 af dem som mand og kone, inden han gik bort i 2014.
 Foto: Hanne Juul

Fest til sommer

Hendes fødselsdag skal fejres, når nætterne bliver lyse igen med en stor fest på teatret Riddersalen på Frederiksberg, hvor Daimi har spillet teater i mange år – og hvor hun stadig har sin egen garderobe.

Og festen skal holdes sammen med kollegaen og veninden Jytte Abildstrøm.

– Jeg bliver 80 år og fru Abildstrøm fylder 90 år til marts, så vi fejrer det sammen til sommer, siger Daimi.

Når den nye musicalversion af alletiders tv-­serie ”Matador” får premiere til februar, bliver det med Daimi i rollen som Fru Møhge og Ragnhild Kaasgaard, 62, som datteren Misse Møhge.
Når den nye musicalversion af alletiders tv-­serie ”Matador” får premiere til februar, bliver det med Daimi i rollen som Fru Møhge og Ragnhild Kaasgaard, 62, som datteren Misse Møhge.
 Foto: Hanne Juul

Møhge Møhge mere

Den snart 80-årige sanger er velsignet med et rigtig godt helbred.

– Jeg er faldet på røven et par gange, og har derfor måttet gå med stok, men jeg er kommet mig igen, lyder det fra Daimi, som ser lyst på fremtiden og de sidste kapitler i sit liv, som måske engang kommer til at betyde plejehjem.

– I næsten 15 år var jeg ude og underholde på plejehjem med et musikalsk foredrag.

– Der var jeg ude på så mange plejehjem, så jeg er faktisk ikke bange for at komme på plejehjem.

– I løbet af årene har jeg kun været på ét plejehjem, hvor jeg tænkte: ”Her ville jeg ikke have lyst til at bo”.

– Nu bliver jeg 80 år, så måske jeg skulle til at kigge efter hvilket plejehjem, jeg kunne tænke mig at bo på, når den tid kommer, siger Daimi med et smil.

Noget plejehjem bliver der altså ikke tale om foreløbig, for Daimi skal kort tid efter sin 80-års fødselsdag spille fru Møhge i den kommende musicalversion af ”Matador”.

Sponsoreret indhold