Mikkel Kessler: - Jeg tissede blod

Lige nu slider og slæber han i danselokalet for at få styr på alt fra jive og cha cha cha til vals og tango.

Og der er god grund til at tro, at bokselegenden Mikkel Kesslers krop kan mærke, at den er blevet sendt i hård træning.

Efter mange år som professionel bokser er kroppen nemlig en smule slidt.

Det fortæller 40-årige Mikkel Kessler i et stort interview med DR Sporten, hvor han blandt fortæller, hvilke skader og skavanker han i dag kæmper med efter sin storslåede karriere.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mikkel Kessler med sin dansepartner Mille Funk efter første dans på gulvet. Foto: Hanne Juul

 - Jeg kan godt mærke, at kroppen er slidt, når jeg står op om morgen. Jeg skal lige vågne - jeg skal lige op. Jeg har jo ikke rigtig noget at sammenligne med: Hvis ikke jeg havde bokset, var det så det samme?

- Men jeg kan godt mærke, at jeg selvfølgelig har nogle skavanker, og der er nogle ting, som jeg ikke skal gøre. Jeg kan ikke bare gå ud og hoppe og springe, som nogle af kammeraterne kan på min alder, fortæller Mikkel Kessler i interviewet.

I hans lange boksekarriere – der sluttede sidste år med blandt andet fem VM-titler og 46 sejre ud af 49 professionelle kampe – har han høstet en del skader efter mødet med boksehandsken.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mikkel Kessler i kamp mod franske Mehdi Bouadla i Parken i juni 2011. Foto: Claus Poulsen

Allerede som amatørbokser måtte han opereres i begge hænder, fordi han fik problemer med håndrodsknoglen. I dag er hænderne fyldt med titaniumsplader for at holde både knogler og ledbånd på plads.

Desuden fik han som ung to alvorlige diskusprolapser, som var tæt ved at koste ham karrieren.

Med hjælp fra fysioterapi og en operation på et privathospital i Tyskland vendte Mikkel Kessler dog tilbage til bokseringen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mikkel Kessler mod Carl Froch under Super Six-turneringen i Messecenter Herning i april 2010. Foto: Jesper Sunesen

- Jeg har to gange gået tolv hårde omgange mod Carl Froch, hvor jeg efterfølgende har prøvet at tisse blod, fordi jeg har fået nyreslag. Men uanset hvor ramt eller mærket du er, er det lige meget, hvis du har vundet kampen, fortæller Mikkel Kessler til DR Sporten.

I dag kæmper han desuden med slidgigt.

- Hvis du spørger, om det har været prisen værd, så har det været alt værd. Når du står deroppe i bokseringen med armene over hovedet og er verdensmester, så kan du ikke ønske mere, lyder det fra Mikkel Kessler.

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close