Kendte15. februar 2023

Midt i rygter om brud: Megan Fox og Machine Gun Kelly spottet sammen

Kendisparret gør nu folk endnu mere forvirrede omkring, hvorvidt de stadig er sammen eller ej
Machine Gun Kelly og Megan Fox blev set køre rundt sammen på Valentines Day.
Machine Gun Kelly og Megan Fox blev set køre rundt sammen på Valentines Day.
 Foto: Ritzau Scanpix

Har Megan Fox droppet Machine Gun Kelly eller ej?

Det er vist spørgsmålet, som de fleste sladder-elskende mennesker har tænkt over de sidste par dage, og nu bliver forvrringen blot endnu større.

Midt i rygterne om et brud er der nemlig dukket billeder op af de to kendisser sammen.

Det skriver Page Six.

Ifølge det amerikanske medie er billederne taget tirsdag, som bekendt var en speciel dag for mange par. Det var nemlig Valentines Day.

Og her var Megan Fox og Machine Gun Kelly ude at køre sammen i Los Angeles.

De to kendisser blev spottet sammen i rapperens bil efter angiveligt at have forladt hans hjem i den amerikanske storby.

Machine Gun Kelly sad bag rattet, mens Megan Fox sad i passagersædet og lignede en, der ikke ligefrem havde lyst til at blive set af paparazzifotograferne.

Hverken Machine Gun Kelly eller Megan Fox har kommenteret de massive rygter om et brud.

Det var ellers sidstnævnte, der selv satte gang i rygterne, da hun forleden slettede alle billeder af sin bedre halvdel på Instagram, ligesom hun delte et kryptisk opslag.

I opslaget delte hun en video, hvor hun brændte et taske og et brev, ligesom hun skrev følgende:

- You can taste the dishonesty / It's all over your breath (på dansk: Man kan smage uærligheden / Det fylder dit åndedræt).

Citatet er fra Beyoncé-nummeret "Pray You Catch Me" fra 2016. Et nummer, der eftersigende handler om Jay Z's affære.

Megan Fox fjernede desuden alle sine følgere på det sociale medie - lige med undtagelse af Timothee Chalamet, Harry Styles og Eminem, der alle er kendisser, som Machine Gun Kelly er uvenner med.

Sponsoreret indhold